‘Ocho’: Merro8’s debutalbum er bedst, når han ikke skeler til forbilledet Gilli
Når jeg hører Merro8’s debutalbum, er der ingen tvivl om, at jeg sidder med en dygtig rapper i ørerne. Men på trods af, at ‘Ocho’ er opkaldt efter et af rapperens kælenavne, er jeg i tvivl om, hvem han er som rapper.
Er han en melodiøs poprapper a la, hvad hans forbillede Gilli har været den seneste håndfuld år? Titelnummeret mangler nærmest kun et herrekor, før det ville lyde som en Gilli-pastiche med sit dunkende beat, sin akustiske guitar og sin ‘Helwa’-kanaliserende blanding af melankoli og romantik. Det er catchy og velsammensat, men også lettere derivativt.
Er han en hårdfør gadepoet a la Jamaika, der tør vise de mest makabre sider af livet på kanten af loven? Han læner sig i hvert fald fornemt op ad sin samarbejdspartnerens stil på den Jamaika-gæstede ‘Garanti’, hvor han lægger nogle hjerteskærende bars om sindsstemningen i en fængselscelle.
Er han en festlig spasmager, der legesygt dribler med sit flow og sovser sine vers ind i fodboldreferencer, mens han navigerer et ustandseligt Jersey club-beat? Det er han på ‘Champions League’, der låner sit hook og sine adlibs lettere uelegant fra MHD’s ‘Afro Trap Part. 3 (Champions League)’.
På samme måde har ‘Love Over Money (Outro)’ et guitarriff, der lyder som et juridisk distinkt soundalike af Stings ‘Shape of My Heart’ – altså selvsamme riff, som Juice WRLD samplede på megahittet ‘Lucid Dreams’. ‘Love Over Money (Outro)’ står imidlertid som et af albummets stærkeste tracks, hvor Merro8 serverer en velsmurt tankestrøm om livet på gaden. Denne gang uden at lyde som Jamaika, men i stedet ved at benytte nogle af de vokalmæssige greb, som netop Juice WRLD og resten af emorap-generationen førte til bordet.
Merro8 er bedst, når han omfavner rollen som emo-gangster, om end det måske alligevel bliver en tand for emo, når Ussel kanaliserer sin indre scene kid i omkvædet til ‘Mørkeræd’, der handler om, at han »stjæler solen fra himlen«, men »hvis du er mørkeræd, har jeg dig«. Denne abstrakte edginess går ikke videre elegant i spænd med vers, der handler meget konkret om både økonomisk angst og vold på gaden.
For en af styrkerne ved Merro8’s sangskrivning er netop, at det ikke handler om fluffy begreber som »lys« og »mørke«. Et nummer som ‘Copenhagen Breeze’ tager dig helt tæt på et stresset liv, hvor likvidering af andre mennesker er en del af hverdagen. På ‘Life Time’ hører vi om, hvor sjældent han ser sin mor, hvilket han synger med en skærende vokal, der lyder, som om han snart ikke kan klare mere.
Det er afgjort i dette territorium, at Merro8’s evner er tydeligst. Men et album udelukkende med sange som ‘Life Time’, ‘Copenhagen Breeze’ og ‘Love Over Money (Outro)’ ville nok også blive både ensformigt og overvejende nedtrykkende. Et nummer som ‘Monopol’ viser dog smukt, hvordan gadeobservationer kan forenes med et stærkt pop-omkvæd og en snert af håb.
Tilsvarende er den triumferende ‘Immobiliare’ et eksempel på, hvordan gadelivet lyder, når det en sjælden gang går, som det skal. Det er lyden af Tony Montana, der flasker sig i succes efter et liv præget af tragedie – smukt accentueret af insisterende violiner. Men akkurat som med Tony Montana mærker man en konstant fare for, at korthuset vælter.
Det er ikke, fordi Merro8 falder totalt til jorden, når han bevæger sig væk fra sin status som gadepoet. Men det er, når han finder balancen mellem gaderap og emo-tristesse, at hans potentiale for alvor forløses.
Kort sagt:
Merro8’s debutalbum spænder en kende for bredt til, at Merro8’s individuelle identitet for alvor trænger igennem, men når han går fuld emo-gangster, er potentialet unægteligt stort.