Gillis ‘Ækte vare’ blev startskuddet på 10 års ubrudt dominans på den danske hiphop-scene

For et årti siden kastede Gilli sig efter flere års tøven ud i musikkarrieren med debut-ep’en ’Ækte vare’. Værket gjorde ham til stjerne – og indvarslede en æra, rapperen prægede mere end nogen anden dansk musiker.
Gillis ‘Ækte vare’ blev startskuddet på 10 års ubrudt dominans på den danske hiphop-scene
Gilli. (Foto: Jason Idris / Soundvenue)

JUBILÆUM. Nej, det var ikke en aprilsnar. Men man forstår godt, hvis nogen troede det.

For da Gilli udgav sin første større udgivelse, den otte sange lange ep ’Ækte vare’, den 1. april 2014, skete det efter en lang periode, hvor rapperen legede katten efter musen med sine fans.

Siden hans scenestjælende vers på grime-klassikeren ’Fissehul’ i 2010 havde hiphopscenen ventet på mere fra Gilli, men han udgav kun sange yderst sporadisk. I perioder forsvandt han helt fra musikscenen.

Hans talent var umiskendeligt. Alle ventede blot på, at han ville betræde scenen og claime kronen. Men Gilli lod vente på sig: Det var, som om musikscenen var ét stort surprise-party, hvor fødselaren nægtede at indfinde sig.

Indtil det altså blev den 1. april 2014. Her landede en otte sang lang udgivelse, der indfriede stjernepotentialet, og som samtidig antydede nogle af de store ting, der var på vej.

Gilli. (Foto: Jason Idris/Soundvenue)

Hvordan blev det til?

Fortællingen om ‘Ækte vare’ er fortællingen om en kunstner, der står på tærsklen til noget stort – men som tøver med at tage det sidste skridt.

Da Soundvenue interviewede Gilli i 2016, fortalte han, at han i begyndelsen tøvede med at kaste sig ud i musikkarrieren, fordi han grundlæggende ikke var solgt på idéen om at blive rapper.

»Hele raptingen var noget, jeg syntes var fedt nok, men det var bare noget, jeg lavede ved siden af«, sagde han dengang.

»Jeg holdt det lidt hemmeligt. Det var ikke noget, jeg ville stå ved. Ikke fordi det var flovt, men det var bare ikke noget, man gjorde, der hvor jeg kom fra. Folk ville sige ting som ‘tror du, at du er Tupac eller hvad?’. Sådan var det bare dengang. Jeg har sikkert også selv gjort nar af folk, der ville være rappere«.

Heldigvis var der en række folk, der havde set det talent, der lå gemt i Gilli, og som skubbede ham til at udnytte det. Som for eksempel vennerne Kesi og Benny Jamz, der hev ham med i studiet.

Gilli, Benny Jamz og Kesi aka. B.O.C. i 2014 (Foto: Johanne Fick/Red Bull)

Eller som filminstruktøren Fenar Ahmad, der brugte flere år på at overbevise Gilli om, at han skulle spille hovedrollen i hans første spillefilm, ’Ækte vare’. Det fortalte han Soundvenue i 2016, da vi talte med ham i forbindelse med førnævnte Gilli-interview.

»Vi brugte to år på at spise shawarma, hænge ud, drikke og snakke«, lød det her fra Fenar om årene op til ’Ækte vare’-optagelserne.

Gilli endte med at indvillige i at spille hovedrollen, og det blev vendepunktet.

»Efter ‘Ækte vare’ tænkte jeg, at nu er det alvor«, fortalte Gilli i 2016. »Før det havde jeg holdt min musik væk fra mig, men når jeg nu havde vist mit ansigt på en måde, som jeg normalt ikke gør, var der ingen anden udvej. Jeg måtte give den alt«.

Hvordan lyder det?

’Ækte vare’ gjorde for første gang noget, der siden skulle blive et af Gillis centrale kendetegn: Det trak tæppet væk under lytteren.

For indtil denne ep var Gilli kendt som grime-rapperen Gilli. ’Fissehul’ samt en række efterfølgende singler havde vist, at han beherskede det lynhurtige grime-flow, hvor stavelser stables ovenpå hinanden, og ordspil sys sammen linje efter linje, til perfektion.

Men ’Ækte vare’ skiftede spor. Her kommer inspirationen ikke kun fra England, men også fra amerikansk drill og trap samt fransk hiphop. Og så er rappen flere steder lagt helt på hylden til fordel for en autotunet sang, der lød ulig noget andet.

Albummets hjerte er to sange, der siden er blevet klassikere: ’Knokler hårdt’ og ’Penge kommer går’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Begge er produceret af Ukendt Kunstner-medlemmet Jens Ole McCoy, og de er sjældne eksempler på et ret magisk samarbejde. De to beats føles skinnende og iskolde: Men får billeder af boligblokke, der skinner i morgenlyset for nethinden.

Første vers af ‘Knokler hårdt’ er noget af det bedste, Gilli har skrevet. Man fornemmer en ukuelig vilje til at blive til noget i hver sætning, et stålfast ønske om at gribe chancen og sejre, uanset de elendige odds. Det er Gillis ‘Lose Yourself’.

De to sange er albummets klart bedste, men selvom resten af ’Ækte vare’ ikke kan måle sig med dem, er værket højinteressant, fordi det er lyden af en rapper, der allerede har travlt med at komme videre til næste kapitel af sin karriere.

Gilli. (Foto: Jason Idris/Soundvenue)

’Ung entreprenør’ med MellemFingaMuzik er et tidligt eksempel på den lyd, han senere udforskede med Molo, mens ’Hele igennem’ er et sjældent eksempel på mere ASAP Rocky-inspireret poppet rap, som Gilli ikke rigtig gik videre med – det gjorde en af sangens gæster, Kesi, til gengæld.

’Hårde tider’ er tilsvarende en sang, der lyder som lånt fra Benny Jamz’ soloprojekt Højer Øye. Der er ikke én rød tråd på ‘Ækte vare’ – men mange små tråde, der trækker sig ind i fremiden.

Hvad har det betydet?

’Ækte vare’ indvarslede det, der nok bedst kan beskrives som dansk musiks Gilli-æra.

Dansk hiphops største talent trådte endelig frem i rampelyset, og siden har han ikke forladt det. Han skulle være det næste årtis vigtigste skikkelse i dansk pop og hiphop – blandt andet fordi han, ligesom på ’Ækte vare’, hele tiden genopfandt sig selv.

’Ækte vare’ varslede også, hvad de næste år skulle byde på for Gilli. For udgivelsen er jo egentlig ikke et klassisk soloprojekt – kun to af sangene er solonumre. Resten er en kollektiv øvelse.

Den rille fortsatte Gilli i de næste år. Året efter ’Ækte vare’ var Gilli gæst på en række numre på MellemFingaMuziks nyklassiker, ’Militant mentalitet’, og derefter dannede han en supergruppe med duoen samt den gamle samarbejdspartner Benny Jamz.

Molo: Branco, Gilli, Benny Jamz og Stepz. (Foto: Samy Khabthani)

Den nye gruppe fik navnet Molo og blev den tungeste spiller på hiphopscenen i anden halvdel af 2010’erne med en lyd, der blev grundlagt på ’Ækte vare’.

På ’Ung entreprenør’ og ‘Trykker sedler’ fremmaner Gilli og MellemFingaMuzik et dystopisk, dystert udkantsdanmark, hvor man ikke kan stole på nogen, og hvor penge er det eneste, der tæller.

Det er musik, der flakker mellem paranoia og storhedsvanvid – som hvis ’Scarface’ foregik i en Vestegns-ghetto. Den type sange skulle blive lyden af dansk hiphop de næste år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Ækte vare’ var kulminationen på den tidlige hype omkring dansk raps største nye talent, og som rendyrket rapper Gilli peakede med ’Knokler hårdt’ og ’Penge kommer går’.

De næste mange somre stod den både på benhård, autotunet gaderap med Molo – men også på solosange, der legede med afrobeats på ’C’est La Vie’ eller salsa på ‘Rica’.

De næste 10 år dominerede og definerede Gilli dansk hiphop og pop, og han gør det stadig den dag i dag.

I dag står ‘Ækte vare’-ep’en dermed som udgivelsen, der startede et årti i Gillis tegn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af