Molos sagnomspundne debut-ep er overlegen gademusik
Nogle udgivelser bliver sagnomspundne, inden de udkommer. Molos debut-ep har været på vej i flere år, mens rygter og leaks har ramt os med jævne mellemrum.
Og så faldt ’M.O.L.O.’ pludselig ned som en meteorit uden det store forvarsel. Men det her er ikke den slags meteor, der laver et stort, bredt krater, som alle vil lægge mærke til.
Gruppen bestående af Gilli, Benny Jamz samt Branco og Stepz fra MellemFingaMuzik har for det første ikke taget en eneste af deres hidtidige hitsingler med på ep’en. Vi får syv nye numre (inklusive en intro), der lever deres eget liv og skaber en ny sammenhæng.
For det andet indeholder ep’en, med ’Formidable’ som en lille undtagelse, ikke nogen tracks i stil med mere upbeat, hitlisteegnede singler som ’Skejsen’ og ’Udenfor’. Det er en god ting, for her er nemlig tale om numre, der taler det samme mørke, overlegne og minimalistiske hiphopsprog.
’M.O.L.O.’ er i stedet sådan en meteor, der laver et dybt hul. Helt ned i undergrunden. Ned under den hårde beton. Helt ned til underverdenen – og her taler jeg altså ikke om den græske mytologi. Det er gademusik i direkte forlængelse af MellemFingaMuziks ’Militant mentalitet’. Noget markant andet end de varmblodede indflydelser, som har gjort Gilli til en af landets største popstjerner og også præget MellemFingas seneste singler ’Jackpot’ og ’Criminal’.
Netop underverdenen bliver man slæbt ned i allerede på den eminente ’Intro’, der med rullende hi-hats, buldrende bas og isnende synths lyder som soundtracket til en mere paranoid (og hypotetisk) toer til Fenar Ahmads ’Underverden’.
Det er Nicki Pooyandeh, der står bag, og man kan vist roligt kalde produceren det uofficielle femte medlem af Molo. Han har produceret hele ep’en, og det er altså ham, der giver firkløveret af rappere de her bombastiske, barske, men samtidig også ret skrællede beats at folde sig ud over. Molo-lyden er her klart defineret: Der er ingen pop, ingen afrobeats, bare tunge beats og vers efter vers.
Det geniale i det skal derfor findes i de små ting, som Pooyandeh krydrer produktionerne med. De der ting, som gør sangene til mere end bare trap-trommer og bas. Tag de lidt melankolske keys i ’Fryse’, det hjemsøgende ’uhhhh’-vokalsample i den onde ’Salam’, trommerne i ’Ik is’, der slæber fødderne hen ad gulvet som Verbal Kint i ’The Usual Suspects’. Eller det bastante gadeklaver på ’Formidable’, som ligger under bassen, der runger, som var man lukket inde i en dykkerklokke med et alt for stort anlæg.
Så er der rapperne, som jo også skal passe ind i denne her golde vision. Det her er MellemFingaMuziks naturlige habitat, men Gilli lyder hårdere og mere kold end længe hørt.
»Knepper branchen, vi tar’ hvad vi har ret til«, synger han hæst på ’Formidable’, mens han næsten snubler over ordene i ren intensitet på ’Salam’, som generelt byder på en grov og heftig energi i alle vers.
Gilli kan stadig synge langstrakte vokaler som få andre (’Ik is’), men det er den sugende intensitet, som er i førersædet på hele ep’en. Om det så er Benny Jamz’ dancehall-inspirerede tirader mod magthaverne (»Fuck staten, for de prøver bare at fuck op planen«), Brancos tilbagelænede, men overlegne levering, eller Stepz, der generelt er direkte, skarp og klar i spyttet: »Fuck det hele, fuck, fuck, fuck / Beretta klar til din krop, krop, krop«.
Men den egentlige bedrift i ep’en skal ikke tillægges enkeltpræstationer. Det er slet ikke meningen. ’M.O.L.O.’ står skarpt, fordi de fire individualister fungerer i unison; synger omkvæd i blandet flok, ad-libber lidt og står sammen i det univers, ep’en kredser om. Det er jagten på penge, glæden over indtjeningen af selvsamme og et oprør mod etablissementet, som enten ikke forstår eller står i vejen for måden, de vil leve deres liv på.
Man kan argumentere for, at der mangler noget spræl – for eksempel et decideret omkvæd, som kan booste én af sangene op ad Spotify-hitlisten. Molo prøver ikke alt for meget af her, men de har en eminent klar vision, som de fører ud i livet. Så kan de jo roligt gå tilbage til deres respektive solo/duo-karrierer og lave alt muligt andet.
Her i kølvandet på Kanyes G.O.O.D. Music-måned er det nærliggende at sammenligne ep’en med Pusha-T’s skarpskårne ’Daytona’, der godt nok har titel som album, men ligesom ‘M.O.L.O.’ udforsker ét spor på syv numre og en spilletid på under 30 minutter.
Ingen af de to udgivelser mister nogensinde fokus på, hvad de vil. ’M.O.L.O.’ er et opråb til og fra kvarteret. Komprimeret ned til en knytnæve af en ep, som knuger sig sammen uden at åbne op for uvedkommende.
Kort sagt:
Ingen pop, ingen afrobeats, bare tunge beats og vers efter vers. Molos længe ventede debut-ep kører én vision fra start til slut, og producer Nicki Pooyandeh har lagt et buldrende lydbillede til en omgang kompromisløs gademusik, der står ekstra skarpt, fordi de fire individualister fungerer i unison. En dansk pendant til Pusha-T’s ‘Daytona’.
Læs interview: Nicki Pooyandeh producerer for Gilli, Node og Kesi: »Det er svært at undgå kaos«