Nicki Pooyandeh har to lydkort med til interviewet: Et splinternyt og et, der er så ødelagt, at man ikke engang kan dreje knapperne.
»Det har fået en hel vodka-Red Bull i går«, sukker produceren og forklarer, at en drink væltede ned i maskineriet til en særdeles festlig session natten før. Produceren har alt for travlt til ikke at have et lydkort – så han er taget direkte ned i dag og har købt et nyt.
Sådan er det nu engang, når man er Danmarks nok mest brugte hiphopproducer lige nu og har rækkevis af studiesessions med folk som Kesi, Gilli, Node, Benny Jamz, MellemFingaMuzik og mange flere. Indspilningerne foregår nemlig oftest om natten, man ved aldrig, hvem (eller hvor mange), der dukker op, og hvornår en session slutter.
Det er fest og arbejde blandet, og dét kræver selvfølgelig en del af en producer. Men hvem ville sige nej til at være med til at skabe lyden af dansk hiphops fremtid? Et nyt lydkort i ny og næ og kronisk søvnmangel er en pris, der er værd at betale.
Vi mødte Nicki Pooyandeh til en snak om, hvordan han skaber dansk hiphops største sange sammen med de her ikke helt konventionelle artister – og spurgte ham hvilken retning, det hele er på vej i.
Hvordan går man fra at være en hårdtarbejdende, men måske lidt overset beatmager, til at være hovedproducer bag stjerner som Node og Molo?
»Jeg ved ikke, hvad der er sket! Jeg har været i gang længe, men de seneste seks måneder har jeg kunnet mærke, at jeg bare fik udgivelse efter udgivelse. Jeg tror, det startede med, at jeg sad i mit studie i Njalsgade på Islands Brygge, hvor vi sidder flere producere og laver beats. På et tidspunkt var artisten Pretty i et af de andre studier. Jeg gav ham et beat, og en uge efter kom han tilbage og havde indspillet en sang, hvor Node var med på. Sangen hed ’Habibti’ og streamede flere millioner. Så kunne jeg mærke, at nogle lagde mærke til den og tænkte, det var fedt«.
Hvor kendte du Pretty fra?
»Udelukkende fordi han brugte det studie! Jeg faldt i snak med ham en dag, da jeg lige havde købt en ananas. Så gik jeg forbi og spurgte: ’Skal du ikke have noget ananas, bro? Jeg kan ikke spise en hel ananas selv’«.
Man skal ikke spise en hel ananas selv, det ødelægger din mund…
»Nej, det er rigtigt. Man kan ikke smage noget andet and ananas bagefter. Det smager så sindssygt«.
Så dit råd til en ung producer ville faktisk være at finde et studie på Njalsgade og købe en ananas?
»Ja! Alle elsker ananas. Køb en. Spørg’ om nogen vil ha’. Det er way to go».
Nå, men efter ’Habibti’ endte du faktisk med at producere hele Node-albummet. Hvordan skete det?
»Vi tog i studiet efter, at han havde spillet Grøn Koncert, og lavede en hel sang. Vi så, at det fungerede meget godt, og at vi nærmest kunne lave en helt færdig sang, hver gang vi var i studiet. Pludselig sagde han bare, ’hey, vi laver et helt album’, og så gjorde vi det«.
Hvordan er han i studiet?
»Node er en meget spontan person, der er direkte i forbindelse med sine følelser. Han ved præcis, hvordan han vil have det produceret. Så når jeg producerer Node, handler det om at lave noget ud fra hans humør. Tit handler det om at holde tilbage, for hans musik skal lyde spontan og afspejle ham. Masser af bas, masser af følelser, masser af melodi – og så fylder hans stemme meget«.
Ja, hans stemmer er ret vild. Han har også nogle helt vilde adlibs.
»Rar-rar-rar-rar-rar! Ja, jeg ved aldrig, hvornår hans adlibs kommer! Nogle gange får jeg et kæmpe chok, fordi jeg skal skrue ned, når han gør det, for ellers overstyrer vokalen totalt. Jeg spørger ham tit, hvornår hans adlibs kommer, men han siger, at han ikke ved det. Så jeg sidder og prøver at skrue op og ned og holde styr på det hele«.
Hvordan gik du fra de melodiske ting med Node til de mere hårde, gaderap-agtige ting med Molo?
»Samtidig med, at jeg indspillede med Node, brugte MellemFinga- og Molo-drengene et studie ved siden af til at lave Molo-albummet. Jeg kendte dem ikke så godt, men gav dem beats og endte med at arbejde med dem. Det startede igen lidt med, at mit studie ligger der, hvor det ligger«.
Hvordan er det anderledes end at lave Node?
»Jeg er næsten altid med i processen, uanset hvem det er – når de skriver og indspiller, så sørger jeg for, at vi laver hele produktet sammen. Men selvfølgelig er der forskel, når man er sammen med Molo. De er nogle andre mennesker, der har oplevet nogle andre ting, og de kan godt være lidt rå i måden, de snakker på. Man skal lære alle de forskellige mennesker at kende, før man ved, hvordan det hele fungerer«.
Kan du give et eksempel på, hvordan man afkoder de forskellige artister?
»Tag for eksempel Branco. Han er den største troll og kan finde på at sige ting til dig, der ville fornærme dig, hvis de kom fra andre. Men ikke fra Branco. Når man kigger på ham, giver han ikke udtryk for, at han har lavet en joke. Men det er det. Det er bare sådan de der. Og de er nogle fucking nice mennesker, når man lærer dem at kende«.
Hvordan troller Branco?
»Branco kan finde på at sige til dig, at du er en laks. Så tænker man: Laver han sjov, eller er han irriteret over noget? Og det er okay, fordi det er Branco. Hvis en anden sagde til dig ’få det nu til at lyde godt!’, ville man tænke: Lyder det her dårligt? Men Branco mener måske bare en finjustering. Det skal man afkode«.
Hvad er det sværeste ved at være i studiet med rappere som eksempelvis Molo?
»Det er, hvis man skal noget dagen efter og klokken pludselig bliver tre om natten og man vil hjem, fordi man skal op klokken halv ni næste dag. Så siger de: ‘Nej, vi skal lave noget mere’. Og man vil jo gerne«.
Jeg kunne forestille mig, at det er ret svært at smide Branco ud af et studie.
»Man kan ikke smide Branco ud af et studie. Når de først er i gang og vil lave noget, så bliver de ved, indtil der ikke er mere at tage af. Man skal være klar på at arbejde, indtil man ikke kan mere«.
Medmindre der ryger drinks ned i lydkortet, selvfølgelig. Sker der tit den slags kaos?
»Der er ret ofte kaos. Men normalt sørger jeg for, at der bliver så lidt kaos som mulig, så vi kan lave den musik, vi elsker. Men det er svært at undgå, at der kommer kaos«.
Du har arbejdet en del med Gilli. Hvordan er hans arbejdsmetode?
»Han er ikke i studiet så ofte som de andre. Men når han skal have lagt noget, så kommer han til tiden. Eller, sådan næsten til tiden. Så laver han det, han skal, og så er det ude af verden for ham«.
Skriver han tekster i studiet?
»Han skriver ikke rigtig ting ned. Det kommer bare. Vi lavede ’Stilen lagt’ hos Sony, for eksempel, og der var Kian (Gilli, red.) den eneste, der ikke havde lagt sit vers. Så spillede jeg beatet i 15-20 minutter på repeat, mens han sad foran computeren. Og så havde han pludselig et vers klar. Vi indspillede det med det samme. Det tog seks minutter, og det var så det«.
Han har en ret speciel stil nu. Han rapper ikke så meget mere…
»Han eksperimenterer meget. Når man er i studiet med ham, tager han ikke bare en ting og gentager den, men laver noget nyt hver gang. Han er ekstremt dygtig. Det kan man kun respektere«.
Gilli er vel også den største i Danmark lige nu.
»Det må man sige, 100 procent. Men han føler sig på ingen måde over nogen. Han er virkelig nede på jorden, og det synes jeg er fucking stilet. At han bare er sig selv, selv om alle vil have fat på ham eller have noget med ham at gøre«.
Hvad har du ellers gang i for tiden?
»Jeg har lige lavet Kesis ’Nye produkter’. Jeg synes der trængte til at komme en rigtig trap-banger. Derudover har jeg lavet Bar Z og Benny Jamz’ ’Åh nej’, der har lidt en UK-agtig dancehall-vibe blandet med noget r’n’b. Jeg synes, vi har ramt et fedt track der«.
Apropos Kesi: Du dj’ede også for ham i Store Vega. Hvordan var det?
»Fucking fedt! Så sindssygt. Jeg har aldrig set en større moshpit i Vega, og jeg har været der mange gange. Og mens moshpitten var i gang, var Oliver (Kesi, red.) ude og crowdsurfe samtidig! Jeg er faktisk både tour-dj for Kesi og Node på deres turneer til sommer. Jeg startede jo som dj, før jeg begyndte at producere for alvor, så det er sjovt at komme tilbage til«.
Nu er du jo med til at præge, hvordan dansk hiphop lyder. Hvor tror du genren er på vej hen? For tiden er der meget afro-lyd…
»Jeg tror, at den afro-agtige lyd kommer til at blive her i lang tid, og at den kommer til at udvikle sig ligesom alle andre genrer. For længe siden, da hiphop startede, troede mange sikkert, at det ville stoppe efter noget tid. Men den udviklede sig bare og dannede mange subgenrer. Det er det samme med afro. Der er jo allerede mange forskellige ting: Man ved ikke, om det betyder Wizkid eller Kojo Funds eller franske Jul. I Holland er der også ting, der lyder som intet andet«.
Ja, den danske rapper Dayzon har også lige lavet ’Hva ska vi lave’ med nogle hollandske folk.
»Det er vist sammen med den hollandske producer Diquenza, der har lavet en masse fede ting i Holland. Når man så hører det i Danmark, virker det helt anderledes. Men dernede er det bare sådan deres musik lyder«.
Det minder lidt om franske MHD, der kalder sin musik afro trap.
»Ja, bare endnu mere plastik-agtigt – på en fed måde. I UK har de også en egen afro-lyd, der er langsommere og tungere. I USA har de den der mere ’One Dance’-agtige vibe. Nogle amerikanske sange lyder som om, de bare har taget et DJ Mustard-beat og lagt afro-agtige trommer på. Jeg tror, det handler om, hvor man er. Og jeg tror, at afro-lyden kommer til at udvikle sig endnu mere, ligesom mange genrer gør«.
Sidste spørgsmål: Kommer der snart nogle hiphopalbum? Eller er det bare singler fra nu af?
»Jeg tror, 2018 bliver albumåret. Det tror jeg virkelig. Node-albummet er kommet. Molo-albummet kommer! Det har de sagt i to et halvt år, men nu kommer det snart. Sangene er færdige«.
Læs også: Her er 10 danske rappere, du skal holde øje med i 2018
Læs også: Dansk hiphop er ved at stagnere – men to kuld af unge rappere giver scenen nyt liv
Læs interview: Flexlikekev forlod London, da volden eskalerede: »Det blev slemt, da en af mine venner blev stukket ihjel«
Læs interview: Baby Bino er ikke for sjov: »Rappere har smurt tykt på siden tidernes morgen«