KOMMENTAR I denne uge sætter vi fokus på en række af de mest spændende unge rappere, der huserer i Danmark lige nu, og i den forbindelse har det været ret tydeligt, at mange af de helt nye stemmer falder inden for to kategorier.
På den ene side er der rappere, der beskæftiger sig med fransk-inspireret gaderap eller den såkaldte afrobeats-lyd. Samtidig er en gruppe helt unge rappere, der ligger et sted mellem amerikansk Soundcloud-rap og Emil Stabils lol-rap, på vej frem med en helt ny æstetik.
Førstnævnte kommer frem inden for en scene, der har domineret dansk hiphop de seneste par år, mens sidstnævnte er en broget flok excentriske unge kunstnere, der selv om de delvis kun er teenagere, er ved at indføre en helt ny lyd i dansk rap.
Den unikke situation med to forskellige, men markante strømninger gør, at den danske hiphopscene lige nu står et ret unikt sted.
For genren har været i konstant forandring, siden den såkaldte grimebølge omkring Cheff Records, B.O.C. og mange andre vendte alting totalt på hovedet i 2011.
Vi fik en sommer, hvor alt var dancehall, nogle år med autotunet trap, en periode med drill-inspireret hiphop, og så blev fransk hiphop den dominerende lyd med MellemFingaMuziks indtog på scenen. Hvert år kom der nærmest noget nyt.
Men de seneste år har en fransk- og afrikansk-inspireret lyd, der alment er kendt som afrobeat-bølgen (selv om den næppe har meget at gøre med den vestafrikanske pop, der kaldes afrobeats), været allestedsnærværende. Endda i en sådan grad, at dansk hiphop for første gang siden 2011 har været i fare for at stagnere.
For siden Gilli og MellemFingaMuziks ’C’est La Vie’ fra 2015 startede dén lyd, har den spredt sig i en sådan grad, at den gennemsyrer scenen. Ja, dansk hiphop er større end aldrig før. Men den har mistet den forandringsvilje, der gjorde den så stor til at starte med. En status quo er indtrådt.
Heldigvis er der mange unge rappere, der konstant udfordrer tingenes tilstand. Og mange af de ti rappere, vi på en ny liste har udpeget som de mest spændende lige nu, er kunstnere, der netop fornyer den eksisterende lyd eller går helt uden om den.
Kunstnere som Omar og Dayzon er eksempler på det første. De operer inden for netop den afrobeats-inspirerede lyd, der dominerer dansk hiphop. Men deres musik fornyer og forandrer den eksisterende stil.
Omar minder en smule om den ligeledes somaliske Jamaika: Hans skrøbelige vokal synger historier fra gaden, der er både mere personlige og mere poetiske end de fleste andre rapperes. Dayzon har derimod til fulde omfavnet afrikansk house-inspireret musik, der skruer intensiteten og rytmen op i det røde felt.
Mens Dayzon og Omar finder nye veje for den eksisterende stil, er der også et kuld rappere, der opererer inden for en helt anden hiphopzone: Mød Baby Bino, Lillebittebock og K-Phax.
Baby Bino lavede oprindelig musik som del af Pizzagang og er også en del af Rigforevigt med blandt andet Louis Valuta. Men han er stærkest som soloartist, hvor han kombinerer en Emil Stabil-agtig æstetik med en god portion Xanax-poppende Soundcloud-rap-rowdiness.
Lillebittebock laver faktisk musik med Bino, men hans musik er mere sangbaseret, melodisk og personlig. Hans fantastiske ’Telefon’ handler eksempelvis om hans fraværende far.
Engelsksprogede K-phax er derimod ekstremt orienteret mod den globale Soundcloud-scene: Han kombinerer Lil Yachty-lignende sangrap med outsideræstetik og de poppunk-indflydelser, der for tiden er store på den amerikanske scene.
De er alle eksempler på et mere melodisk, mindre gadeorienteret og i det hele taget ret så farverigt take på, hvad hiphop kan være. Hvis gaderap og afrobeats er soundtracket til den grå beton, er det her lige så farverigt som en kop lilla hostesaft.
Der er selvfølgelig artister, der falder helt uden for de her kategorier. Ravi Kumars Sharon Kumaraswamy er en frygtløs kvindelig aktivist-rapper a la Princess Nokia, og Flexlikekev er en engelsksproget rapper med UK-undertoner. Bobby Shams og Kimbo tager til gengæld gaderappen i en mere politisk og poetisk retning, der viser, at Ukendt Kunstner ikke har levet forgæves, mens Aarhus-gruppen Don x Lee x Barber sværger til Atlanta-trap.
Så ja: Der sker selvfølgelig mange forskellige ting på den danske scene, der ikke kan indordnes i de to strømninger, der er beskrevet foroven. Men alle rapperne beskrevet her har det tilfælles, at de ikke kører videre i samme afrobeats-rille, som store dele af den danske hiphopscene har gjort de seneste år.
De er alle sammen beviser på, at selv om det på overfladen ligner, at dansk hiphop er frosset en smule fast, er der altså en masse unge, sulte kunstnere lige under overfladen, der er klar til at sætte tingene i bevægelse. Den etablerede lyd er ligesom et tyndt lag fastfrossen is på overfladen af et hav, der konstant er i bevægelse.
Der er fortsat god grund til at være oppe at køre over dansk hiphop.
Læs også: Her er 10 danske rappere, du skal holde øje med i 2018
Læs interview: Baby Bino er ikke for sjov: »Rappere har smurt tykt på siden tidernes morgen«