Intet øje var tørt under Mews nostalgiske farvel til Jonas Bjerre i Royal Arena
KONCERT. Vi var ikke langt inde i Mews sidste koncert med Jonas Bjerre i front på dansk grund, før det gik op for mig, hvor meget Mew har været en del af soundtracket til mit liv.
For da de satte gang i en smuk udgave af klassikeren ‘156’, og hele Royal Arena brød ud i fællessang, blev jeg taget på en slags rejse gennem tid og rum.
Tilbage til 2003, hvor jeg ligger foran fjernsynet på mit barndomshjems stuegulv og bjergtaget ser sangens animerede musikvideo for første gang. Til 2012, hvor jeg ser dem spille samme sang på Orange Scene gennem tågen fra en ungdommelig promille. Til nutiden i 2025, mens jeg med en tåre i øjenkrogen hører bandet spille live for sidste gang med Jonas Bjerre i front, og sangens refræn af »don’t you just love goodbyes« pludselig antager en helt ny mening.
Det var simpelthen svært ikke at blive lidt rørt denne aften, og det gør det også svært at være anmelder. Der var nemlig noget på spil udover bare musikken. Et ekstra lag af nostalgi, der lagde sig som et stort og omfavnende tæppe over salen og farvede hele aftenen – gjorde den til mere end bare summen af dens dele.
Vi var samlet for at fejre Mew, der i øvrigt snakkede på engelsk oppe fra scenen, fordi frengers fra hele verden var valfartet til København for at sige et »proper Copenhagen farewell«, som bassist Johan Wohlert formulerede det. Kærligheden i rummet var så stor, at de næsten ikke kunne fejle.
Der blev hoppet, klappet og sunget med til den helt store guldmedalje i hele salen, mens Jonas Bjerre og co. tog os med på en rejse gennem Mews 30 år lange musikalske rejse. Vi fik hits som tonstunge udgaver af ‘Special’ og ‘The Zookeeper’s Boy’, tårepersere som ‘She Came Home for Christmas’ og en ny sang i form af den uudgivne, men ganske fine ‘Gliding’.
Desuden bød de på et par dybe dyk i diskografien fra bandets helt spæde start i form af ‘Then I Run’ og sangen, der ifølge Wohlert startede det hele: ‘I Should Have Been a Tsin-Tsi (For You)’.
Skal man alligevel komme med en lille kritik, er det, at det meste af setlisten blev leveret i så tunge og bastante live-versioner, at det i perioder næsten blev for meget. Det kunne især mærkes i den midterste del af koncerten, hvor der var færre hits, og lydbilledet endte med at blive lidt for monotont. Det var nemlig, som om nogle af sangenes finere detaljer lidt for ofte druknede i bulder og brag.
Alligevel fik Mew kørt aftenen sikkert i hus.
»Det er bittersødt at vide, at det her er mit sidste show i Danmark. Tak til mine venner i bandet for 30 års eventyr. Jeg elsker jer«, sagde Jonas Bjerre fra scenen.
»Tak til alle jer derude for at støtte vores weird band gennem alle årene«.
Og så fik vi ellers en udgave af ‘Snow Brigade’, der gav øjeblikkelige kuldegysninger. Jonas Bjerre lod publikums stemmer tage over og synge andet omkvæd, inden der fulgtes op med en helt ekstatisk ‘Am I Wry, No?’.
Til sidst sluttede vi som traditionen foreskriver med ‘Comforting Sounds’, og kunne man måske endda ane en lille bæven i Jonas Bjerres stemme undervejs? Intet øje var i hvert fald tørt, da han sang sine sidste ord for Mew her i Danmark, inden det ikoniske instrumentale klimaks af en outro ramte lige ind i hjertekulen.
På den måde var alt, som det plejer at være denne lørdag aften. Men på den anden side vidste man også, at det (måske) aldrig bliver det samme igen.
For hvordan fanden har Mew tænkt sig at fortsætte uden Jonas Bjerre?
Kort sagt:
Mew sagde et rørende farvel til Jonas Bjerre med en nostalgifyldt koncert i Royal Arena, hvor publikum blev taget med på en følelsesladet rejse gennem bandets 30-årige karriere. For selvom lydbilledet nogle gange blev lidt for tungt og monotont, blev aftenen alligevel en smuk markering af slutningen på en æra for bandet.