Når Roskilde Festival skyder årets First Days-program i gang 29. juni, er dansk-færøske Lea Eyðbjørg det allerførste navn, der spiller, når hun indtager Gaia-teltet 13.30.
Eyðbjørg ep-debuterede sidste år med ‘Kærlighedsdigte til de ubehjælpelige’, hvor hendes drømmende folk-pop fik lov til at udfolde sig. Med denne ep i bagagen spillede hun hele 40 shows i løbet af 2024 – herunder tjanser som support for både August Høyen og Østen.
Østen har dog også andre ting, der forbinder ham til Eyðbjørg. Dels skal han også spille på First Days, hvor han indtager Eos-scenen kl. 20.30 mandag 30. juni. Og dels har Østen og Eyðbjørg uafhængigt af hinanden begge skrevet sange, der bærer titlen ‘Blå nætter’. Eyðbjørg udgav sin sang med denne titel i 2023, mens Østens sang af samme navn i skrivende stund er uudgivet.
I dag har Soundvenue premiere på en ny udgave af Eyðbjørgs ‘Blå nætter’, hvor hun får besøg af netop Østen som duetpartner. Østen kaldte da også i 2024 den oprindelige ‘Blå nætter’ for sin favorit blandt Eyðbjørgs sange, så udover titelsammentræffet giver det god mening at se de to sammen her.
Hvor Eyðbjørgs oprindelige ‘Blå nætter’ primært var forankret i synths, er denne duetudgave bygget over en akustisk guitar, der får selskab af flere og flere lyde, før den udvikler sig til den samme slags maksimalistiske popsang, man kender fra Østen-bangerne ‘Regn’ og ‘Når du rører ved mig’.
Eyðbjørg indleder sangen med en ny indspilning af det oprindelige første vers, mens Østen bidrager med et helt nyt vers to. Sangen er desuden blevet udvidet med et nyt c-stykke, hvor begge sangere synger med så meget dramatisk indlevelse, at det bragende sidste omkvæd føles fuldt ud fortjent.
»Jeg er så glad for, at Østen har sagt ja til at synge med mig på ‘Blå nætter’! Lige siden jeg hørte Østens sange første gang, har jeg beundret hans måde at lave dem på, og jeg elsker, hvordan hans sårbarhed og styrke får lov at bestå i alt, hvad han laver«, udtaler Eyðbjørg og fortsætter:
»Det er så skørt, at vi begge har skrevet to sange med samme emne og titel, før vi kendte hinanden, og derfor giver det totalt god mening at mødes i vores nye version af ‘Blå nætter’, som nu er løftet til et helt nyt niveau«.
Duet-udgaven af ‘Blå nætter’ udkommer officielt fredag 13. juni.