Unikt koncertformat på Nørrebro Teater var en helt fantastisk måde at møde Østens nye musik på

KONCERT. At Nørrebro Teater havde hevet fat i lige netop Østen til deres nye koncept ‘Performed Concerts’, som forener koncert med teaterperformance, giver rigtig god mening.
For allerede på sit debutalbum, ‘Daylight’ fra 2024, viste den 28-årige aarhusianske sanger og sangskriver en umiskendelig sans for at kombinere det hudløst sårbare med det storladne og pompøse – to poler, som i den grad trives i sameksistens på en teaterscene.
Lørdag aften havde Østens andet album, ’Når vi taler om solen’, kun én dag på bagen. Alligevel kunne han sagtens fylde hele den store sal med folk, der ville høre hele udgivelsen live.
Dette særlige format, hvor scenograf Rosa Birkedal havde stået for de omfattende fysiske rammer, var da også en helt fantastisk måde at møde et nyt album på for (næsten) første gang. Birkedal havde sørget for en omfattende og omskiftelig scenografi med hyppig brug af videoprojektioner. Dog var rammerne tilpas enkle til, at de også indbød til den rette fordybelse i Østens stemme og tekster.
Før vi kom til de nye numre, startede han dog med en smule fanservice i form af fire ‘Daylight’-sange. Og en anden veludført overraskelse.

Den hættetrøjeklædte hovedpersonen viste sig nemlig at sidde ude blandt publikum fra showets start. Han sang første nummer, ‘Alt jeg ikke vil være’, mens både han og scenen var henlagt i mørke. Herefter ramte et spotlys Østen i sit røde sæde, hvorfra han fremførte den dramatiske ‘Koldt vand’, mens han trådte op på armlænene.
I de mest stille og basprægede vokalstykker ramte Østens røst fra tid til anden en smule skævt. Til gengæld leverede han fuldt ud på de høje toner og de intense dele af sine sange. Begge sider kom til udtryk på det velvalgte, langsomt eskalerende åbningsnummer.
Da først han havde bevæget sig ned til scenen, hvor han spillede ‘Regn’ og ‘Sang til min mor’, var han ikke til at tage hverken øjne eller ører fra. For selvom han tydeligvis indgik i en indøvet koreografi på scenen, brillerede han samtidig som ekspressiv og umiddelbar performer.
Med sig havde han en række medspillere, som lidt efter lidt blev blotlagt af lamperne og de bevægelige voilegardiner og glimmerforhæng. På en undertiden roterende platform stod hele fem bandmedlemmer, der tog de nye sange i flere velklingende og legesyge retninger.
‘Når vi taler om solen’ handler om at holde fast i håb og kærlighed trods en tilbøjelighed til sortsyn. Netop numrenes livslyst skinnede ud af det energiske samspil, hvor særligt en cellist og en violinist løftede sangene smukt. Strygerne fik også den lyse ‘Du gør mig glad’ til næsten at lyde som en folksang.
Mørket, vildskaben og tvivlen, der fortsat fylder i Østens univers, trængte sig dog også på. For eksempel blev der skruet helt op for det rockede udtryk med en insisterende elguitar på singlen ‘Fri og alene’.

De nye sange blev ikke spillet i albummets rækkefølge. I stedet sørgede en fremtrædende syvende person på scenen for en slags fortællemæssig rød tråd.
Tidligt i showet brød en danser med sølvglinsende hud og blåt tøj ud af en dør ved publikumsrækkerne. Med svækket balance og famlende bevægelser kæmpede hun sig ned til scenen for at drikke direkte af en mælkekarton og kaste sig på en stor dobbeltseng placeret mellem bandmedlemmerne.
Det var op til publikum selv at vurdere, hvem denne forhutlede anden hovedperson repræsenterede. En læsning kunne være, at hun spejlede de destruktive følelser og tankemønstre fra ‘Daylight’, som Østen forsøger at lægge bag sig på ‘Når vi taler om solen’.
»Du har holdt mig fast i alt det, jeg ikke vil være«, lød en kvindestemme i hvert fald mod slut. Den korte monolog bar præg af afsky og bitterhed, og efterfølgende forsvandt danseren fra scenen. Det kunne indikere et brud med den side af Østens selv, som har det med afskære ham fra glæden og lykken.
På et tidspunkt forklarede Østen, at hans nye album handler om de stunder, hvor man kan »holde fast i håbet« sammen med andre. Men ellers havde opsætningen mere fokus på at indhylle publikum i stemninger end på at skære budskaberne ud i pap.
Heldigvis. For Østen og Rosa Birkedal lykkedes med at skabe et rum, hvor de indre tanker og tolkninger også kunne folde sig ud i mødet med musikken.
Kort sagt:
Østen gav plads til fordybelsen under sin teaterkoncert på Nørrebro Teater, hvor hele det nye album blev løftet i legende samspil med fem musikanter, en mystisk danser og Rosa Birkedals omskiftelige scenografi.





