R. Kelly er blevet indlagt efter en overdosis i fængslet. Det skriver USA Today.
Ifølge sangerens advokater modtog han af fængselspersonalet torsdag i sidste uge en for høj dosis af sin normale angst- og sovemedicin, hvorfor han dagen efter måtte indlægges på hospitalet.
I dokumenter, som USA Today er i besiddelse af, påstår advokaterne desuden, at R. Kelly efterfølgende blev tvunget til at forlade hospitalet imod lægens anbefalinger. De hævder, at der var tale om et mordforsøg.
Det føderale fængselsvæsen i USA, Bureau of Prisons, som ifølge advokaterne stod bag, har ikke ønsket at kommentere sagen.
R. Kelly blev i 2022 idømt 30 års fængsel for blandt andet menneskehandel, kriminel virksomhed og misbrug af mindreårige. Siden har sangerens egen datter også anklaget ham for at have misbrugt hende som barn.