Shakira om livet som indvandrer i USA: »Det vil sige at leve i konstant frygt«

Shakira om livet som indvandrer i USA: »Det vil sige at leve i konstant frygt«
Shakira. (Foto: Mike Marsland/WireImage)

Den colombianske megastjerne Shakira har den forgangne uge givet et interview til BBC News. Interviewet kommer ind på stjernens musikkarriere og hendes familie, men det har særligt skabt opmærksomhed grundet hendes udtalelser om livet som indvandrer i USA.

»Jeg var kun 19, da jeg flyttede til USA, ligesom mange andre colombianske indvandrere, der kommer til dette land for at finde en bedre fremtid. Og jeg husker, at jeg var omgivet af spansk-engelske ordbøger og synonymordbøger, for dengang havde jeg jo ikke rigtig Google eller ChatGPT til at hjælpe mig. Så det var alt sammen meget vanskeligt«, fortæller hun.

»Og derfra blev jeg interesseret i poesi og begyndte at læse lidt Leonard Cohen, Walt Whitman og Bob Dylan, mens jeg forsøgte at forstå, hvordan det engelske sprog fungerede inden for sangskrivning. Det er sådan, jeg blev god til det«.

Intervieweren gør en pointe ud af, at Shakira i år brugte sin Grammy-taketale på at italesætte Trump-administrationens indvandringspolitik, hvortil han spørger hende, hvordan det er at være indvandrer i USA i dag.

»Det vil sige at leve i konstant frygt. Og det er smerteligt at bevidne. Nu, mere end nogensinde, er vi nødt til at stå sammen. Nu, mere end nogensinde, er vi nødt til at hæve vores stemmer og gøre det ganske tydeligt, at et land kan ændre sin indvandringspolitik, men at alle mennesker altid skal behandles ordentligt«, svarer popstjernen.

Shakiras udtalelser lander i kølvandet på en række protester mod immigrationspolitiet, som flere musikere har bakket op om. Blandt andet har Billie Eilishs bror og faste samarbejdspartner Finneas deltaget i protesterne, hvor han efter sigende blev ramt af tåregas.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af