Det er en sikker formel – men ingen følger den mere ubesværet end Benny Jamz
ALBUM. I en blindgyde blandt Kødbyens labyrintiske murstensfacader stiller Benny Jamz sig i en Jackie Chan-agtig angrebsposition. Hver en muskel i kroppen er spændt. Han stirrer koncentreret på sin modstander – en klon af ham selv. Ingen flugtveje, ingen nåde.
Kortfilmen om den forsvundne melodi ’The Missing Groove (The Legend of Benny Kravitz)’ har været én af de noget overraskende kreative udskejelser fra Jamz i ugerne op til hans fjerde soloalbum, ’Calirose’.
Sammen med musikvideoen til singlen ’Woodstock’ har B.O.C-rapperen dyrket en sindssygt gennemført grynet 70’er-æstetik, hvor ambitionen har hængt tykt i luften. Natten til torsdag landede albummet på hylderne.
Er optaktens hyldest til Hendrix, hippies og 70’er-soul så kulmineret i noget tilsvarende ambitiøst? Nej, ikke rigtig.
Benny Jamz smeder videre på sin vanlige veksling mellem solbeskinnede klubrytmer og amerikanske 808’s. En sikker formel, men ingen følger den mere ubesværet end Jamz med sin formidable forståelse for flabede flows.
Alligevel kammer rutinen over flere steder, og på den front føles ’Calirose’ mere ufokuseret end tidligere plader som ’1010’ og ’Ny sejr’. Bestemt ikke uden højdepunkter, men ikke helt samme knusende hitparade.
Albummet kommer overbevisende fra start. Vi får et mesterligt mekanisk triplet-flow på den æteriske åbner ’Caribiske kyster’, og stortrommen på den dystre drillskæring ’Blod & tårer’ slår som en betonhammer – og den benhårde amerikanerlyd bliver pakket ind i bundsolide vers:
»Eneste, jeg tænk’ på, hva’ der’ i min tegnebog / De vil gern’ vide, hva’ der egentlig bli’r lavet / Det ka’ de selv få lov at sidde og regn’ på«.
Humoristisk, hårdt og en skøn, afslappet tilgang til den danske grammatik. Benny Jamz, mine damer og herrer.
Det faste feature-landshold med Gilli og Kesi som anfører er klar på bænken, og de spiller fortrinligt. ’Hvad?’ har den bedste Kesi-feature i en menneskealder, og besøget fra Mas på ’Topspiller’ er selvfølgelig spækket med dobbeltrim.
På albummets stærkeste kort, den westcoast-bouncede ’Es Go’, behøver Jamz dog ingen hjælp. Hver enkelt lille vokalfrasering og hver enkelt forbipasserende hihat-fill er perfekt placeret lige i det rytmiske solar plexus.
Men man savner, at han ligesom i kortfilmen om den forsvundne melodi tør tage kampen op mod sig selv og sin opskrift. For Jamz spiller på sikker grund, og det tager over flere gange.
Der er hitpotentiale i luften på den Lamin-gæstede ’10 dage’, men calypsoen har en tyk bismag af rutinepræget frigear. ’Topfart’ kører i samme rille tilsat banale rags to riches-bars, og det bliver en smule meta, da Jamz rapper:
»Nogle gange jeg kog’ indeni / Og ikk’ ka’ finde på noget klogt at sige«.
’Aldrig ro’ flyver for tæt på dancehall-solen med et gæstevers fra jamaicanske Govana, der ikke rigtig bliver forløst på det meget lidt dance-hallede beat.
Mindst lige så uforløst er hjertesorgen på kærlighedsballaden ’Sjæleven’, der glider ud i dagbogspoesi: »Ja, det gør ondt, ja, det gør ondt / At sidde og vide, at den her tid er forbi nu / Ja, det kører rundt, ja, det kører rundt / Alle de minder, vi to havde«.
Man ved, han kan gøre det bedre og mere fængende. For det er lige nøjagtigt, hvad han gør det meste af tiden.
Højdepunkter er der nemlig nok af, og selvom ’Calirose’ hverken er det kreative krumspring, som optakten varslede, eller helt lige så bragende banger-befængt som hans tidligere album, så er det fjerde soloudspil fra B.O.C-rapperen et solidt hjemmebaneshow.
Kort sagt:
’Calirose’ er Benny Jamz i vante rammer med underholdende, solide højdepunkter – men hverken det friske påfund, som optakten indikerede, eller helt så spækket med bangers som tidligere album.