De første fire sange på Benny Jamz’ nye album er noget af det mest imponerende, jeg har hørt i lang tid

De første fire sange på Benny Jamz’ nye album er noget af det mest imponerende, jeg har hørt i lang tid
Benny Jamz. (Foto: Oli Zaza)

De første fire sange på Benny Jamz’ nye album – hans andet på under et år – er noget af det mest imponerende, jeg har hørt på et dansk hiphopalbum i meget lang tid.

B.O.C-rapperens flows er hurtige, næsten pauseløse. Det er teknisk imponerende, men det for alvor fascinerende er (som altid hos Jamz) det sprudlende sprog.

Han har en evne til at rappe om de samme emner igen og igen (og igen og igen) uden at gentage sig. For eksempel får han en række nye ordspil ud af udtrykket ‘dryp’. På introen rapper Jamz, at han ikke drypper, men »øsregner«, mens han på ‘Trauma’ har »vand på mig, som jeg faldt i en flod«.

Andre steder hopper han bare fra billede til billede: »Flere tusser på mig end graffitimaler / Hun er varm, hun er rundt om mig som ækvator«, rapper han på andet vers af ‘Rice & Peas’. Det vers er albummets stærkeste.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Udtrykket varieres en anelse fra sang til sang. ’Trauma’ har for eksempel albummets måske mest catchy omkvæd, mens titelsangen er bygget op omkring et »urh«-støn, der ligger et sted mellem catch phrases som Master Ps »ugh« og Pusha Ts »eugh«.

De fire sange viser, hvad der gør den københavnske kunstner speciel. Nemlig et fuldstændig fejlfrit (og i nyere tid mere teknisk avanceret) UK-flow med fantasifulde linjer, der er de mest kreative på den danske hiphopscene.

Desværre er ’Ny sejr’ ikke bare en samling sange i dén rille. I stedet forsøger Benny Jamz sig med en række forskellige genrer fra den udvidede hiphop-genreparaply.

Gilli-samarbejdet ’Tudo Bem’ lyder som et forsøg på at genskabe den løsslupne dansefest fra gæstens 2022-album ’Carnival’. Jamz bliver lidt en gæst på egen sang.

Kesi-samarbejdet ’Palermo’ prøver virkelig hårdt på at være en ny TikTok-succes a la det seneste B.O.C-hit ’Elo Elo’. Men hvor ’Elo Elo’ lød legesygt og spontant, lyder det her kalkuleret. »La-la-la-la-la« lyder det, indtil man er ved at blive sindssyg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De to sange punkterer albummets momentum. Men der er også stærke numre på anden halvdel af ’Ny sejr’.

På ’Young habibi’ er det, som om gæsterapperen Lamins turboflows får Jamz til at vågne op til dåd. Det er to UK rap-afficionados, der rapper, som var de den danske pendant til Central Cee og Headie One. Jamz bruger nærmest alle ord i slangordbogen i omkvædet.

’Visit’ genopliver kemien med Stepz, der allerede var tydelig på dennes seneste album, ’Dit liv dit valg’. Benny Jamz skifter ordspillene ud med næsten lidt Stepz-agtige svinere, og sender underholdende disses mod unavngivne konkurrenter: »Ærligt, ikk’? Har hørt deres rap, det’ ikk’ særlig fedt / det’ nærmest det værste pis / tror ikk’, jeg har hørt noget, der er værre end det«.

Stepz- og Lamin-samarbejderne får dermed, spøjst nok, flere interessante ting ud af Jamz end de sædvanlige B.O.C-collabs.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et andet af Kesi-samarbejderne, ’Helt alene’, er for eksempel en udvandet version af den bløde poprap fra Kesis ’30 somre’, inklusive modeinstrumentet saxofon. Det lyder malplaceret.

Til slut på albummet kommer der så et par sange på niveau med de fire første. Først den sublimt snørklede single ’Noget med noget’, hvor Jamz får en hel botanisk have af sprogblomster ud af en så simpel følelse som frustration.

Derefter genfinder Jamz og Kesi kemien på afslutteren ‘Komma’, hvor sidstnævnte viser, at han stadig kan skrue op for sin indre mixtape-rapper, når det passer ham: »Dem, de er anderledes foran Linsen ligesom Kessler«, rapper han et sted.

Albummet starter og slutter dermed med sange, der virkelig viser, hvorfor Benny Jamz er et unikum på rapscenen.


Kort sagt:
‘Ny sejr’ understreger, at Benny Jamz er en af landets mest originale og kreative rappere. Især begyndelsen og slutningen af albummet er imponerende – derimellem svinger niveauet.

Benny Jamz. 'Ny sejr'. Album. MXIII/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af