Gilli og Kesi sørgede for aftenens største skrig – men Benny Jamz havde faktisk slet ikke brug for dem
Selvfølgelig kom Gilli og Kesi forbi, da Benny Jamz spillede på Store Vega fredag aften.
Rapperens to ekstremt berømte B.O.C-makkere fik aftenens højeste skrig, da de pludselig stod på scenen, og spillestedet gyngede så meget til ’Ibiza’ og den nye ’Elo Elo’, at man frygtede, at balkonen ville kollapse.
Men den store historie om Jamz’ soloshow på Store Vega var egentlig ikke, at han havde store gæsteoptrædener med sig (selvom Noah Carter også kiggede forbi under ’Perspektiv’). I stedet var Vega-koncerten netop et soloshow.
Det var momentet, hvor Benny Jamz viste, at han kunne levere en gennemført optræden på en stor scene helt på egen hånd – og det var den bedste koncert, jeg har set ham spille.
Tidligt i karrieren havde Benny Jamz svært ved at kontrollere sin vokal til sine liveoptrædener. Det er blevet bedre med årene, men da jeg så ham på Spot Festival i 2021, var hans optræden stadig en smule upoleret og hektisk.
Men i Store Vega var han anderledes selvsikker og i kontrol fra første sekund. Han startede med den vestkyst-agtige ’Cardi B’, og derfra lirede han en næsten pauseløs strøm af solosange af.
Ligesom de UK-rappere, han elsker, leverede han teksterne live, hvilket han slap rigtig fint fra – selv de snørklede, krævende rappassager fra den nye ’Noget med noget’ var overbevisende. Det var stedvis et rendyrket, teknisk stærkt rapshow.
Der var samtidig et nyt niveau af showmanship fra rapperen.
Der var et flot lysshow (der blandt andet forvandlede Vega til én stor solnedgang under ’Europa Life’), masser af røg og endda et halvt band i form af en guitarist og en dj. Han spillede dele af ’Benzema’ uden beat for at sætte gang i salen. Vokalen var ujævn, men grebet virkede.
Der var samtidig noget kompromisløst over den første halvdel af optrædenen. Benny Jamz spolede tiden tilbage til 2010’erne og spillede ’Allesammen alene’ og Molo-nummeret ’Nu’.
På et tidspunkt spillede han den hyperintense ’1010’-sang ’Alarm’ til ære for de ekstradedikerede Benny Jamz-fans, der elsker hans snørklede flows og originale sprogbrug på den type sange.
Alt var ikke perfekt. Vokaleffekterne på Jamz’ vokal tog overhånd nogle gange, og mod anden halvdel af koncerten mistede han pusten en smule.
Hits som ’Uuh’ og ’Sympati’ satte gang i festen, men rapperen var ikke helt så fokuseret som i starten. Af en eller anden grund skulle salen flere gange råbe »team work make the dream work«, som om vi var til coaching.
Men det var på en måde også bare charmerende, og koncerten var i store træk en sejr for Benny Jamz. Hans gode humør smittede også: Glæden over det store fremmøde virkede ægte, da han fortalte salen, at han ville huske aftenen, når han var 80 eller 100 år gammel.
Her kunne denne anmeldelse så have sluttet, men i sidste tredjedel af koncerten skiftede aftenen så fuldstændig karakter, da Jamz som sagt hev B.O.C-kumpanerne Gilli og Kesi ind på scenen til en hitmaraton.
På en måde var det to koncerter for én pris. Først en overbevisende Benny Jamz-solokoncert, derefter en festlig (om end kaotisk) B.O.C-optræden.
Heldigvis fik Benny Jamz sidste ord, da han spillede en oprigtigt rørende akustisk version af storhittet ’Vi varme’, mens vennerne Gilli og Kesi sad bag ham og kiggede på, som stolte venner og som fans.
Det var det perfekte billede på aftenen: De to rapstjerner overlod scenen til Jamz, der denne aften beviste, at han ikke har brug for deres hjælp.
Kort sagt:
Benny Jamz gav sit stærkeste soloshow til dato og beviste, at han sagtens kan stå på egen hånd.