»Stadig foran ligesom i morgen«: En hyldest til Benny Jamz’ ganja-bars

Få andre rappere bruger det danske sprog så kreativt som B.O.C-rapperen, der for tiden er aktuel med soloalbummet ’Jamo’.
»Stadig foran ligesom i morgen«: En hyldest til Benny Jamz’ ganja-bars
Benny Jamz. (Foto: Adam Tellman/PR)

Diy-musikvideoinstruktør på ’Fissehul’. Grime-producer i starten af 2010’erne. Politisk autotune-sanger under navnet Højer Øye. Den danske hiphopscenes største trendspotter. Molo-medlem, B.O.C-rapper, solostjerne.

Benny Jamz har været meget i sin over ti år lange karriere. Men på sit seneste album, ’Jamo’ fra midten af juli, er han frem for alt én ting: En sublimt stoned sprogkunstner, der finder på de mest mærkværdige sammenligninger og metaforer, alt imens han opfinder sine egne grammatiske regler.

’Jamo’, der virker som et ret hurtigt sammensat og udgivet album, er mere legesygt og spontant end gennemtænkt. Men det er heller ikke Den Store Fortælling, Jamz vil rulle ud her.

Siden rapperen for alvor begyndte af fokusere på solokarrieren i 2020, hvor han blandt andet albumdebuterede med ‘1010’, har han udvist en næsten Gucci Mane-agtig evne til at rappe om de samme ting på nye måder igen og igen.

‘Jamo’ er da heller ikke et lineært værk, men et cirkulært; rapperen vender hele tiden tilbage til de samme situationer – weed, tøj, drip, pral – men med den sproglige originalitet, der er hans kendetegn.

Et par eksempler:

Benny Jamz ryger, til hans »øjne er røde, det er ren tyrefægtning« (’Draculinda’), og hans penge er »stablet op som sandwich« (‘Wavey’). Han er »stadig foran ligesom i morgen« (’Fokus’), »på bølgen ligesom Noahs Ark« (’Gas’), og kører en bil der »laver en skirt ligesom lårkorten« (‘Fokus’).

Alle andre er »altid ved siden af som pomfrit« (’Benzema’). Verden udenfor drejer videre rundt og rundt – »som en god cd« (’Draculinda’) eller som »Crash Bandicoot« (’Normal’).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En kort sidebemærkning: Dén linje om at være ved siden af som pomfritter bruger gæsterapperen Kimbo faktisk også på ‘Jamo’-tracket ’Tilbage’. Hvilket rejser spørgsmålet: Hvem sagde det mon først? Eller kom de separat frem til samme (virkelig sjove) punchline uafhængigt af hinanden?

Sidespor slut.

Det er ikke alle punchlines, der er lige så originale som ovennævnte. Det er for eksempel ikke vildt spændende, når Jamz siger, han er »Grande ingen Ariana« (’Gas’). Sammenligningen om at være »høj som på månen« (’Four Seasons’) er også slidt. Men næsten i hvert vers er der et tidspunkt, hvor Jamz finder på en unik formulering eller sammenligning.

Hvor mon han får inspirationen fra?

Okay, det er måske ikke megasvært at gætte, så lad os da tale om elefanten i rummet. Eller rettere: Om røgen i rummet.

Det er ikke nogen hemmelighed (se bare coveret til ‘Jamo’!), at Benny Jamz elsker at ryge. På ’Minutter’ rapper han om at have »ti gram tændt«, på ’Brug for’ er han stenet som »granit« –  og mange af de her punchlines har en decideret stoner-agtig poesi over sig.

Nogle af Jamz’ originale formuleringer lyder som noget, der kommer ud af munden efter en gedigen omgang ganja. Som om han rapper, mens røgen langsomt siver ud af lungerne.

Hvordan skal man ellers forklare fantasifulde forestillinger, som når Jamz visualiserer sig selv som en GTA-karakter, der er inde i ‘The Matrix’: »Hawaii-skjorte som om det er ’86 / en i hver farve, mand er excentrisk / mand er Tommy Vercetti i det her Matrix / altid foran, de er bagud som the 80’s er« (‘Tænk på jer’).

Den vilje til at dykke helt ned i ganjalogikkens bundløse kreative brønd gør Jamz anderledes end amerikanske weed-entusiaster som Snoop Dogg eller Wiz Khalifa.

De nøjes nemlig tit med at slippe afslappet, henkastet stemningsmusik. Men Benny Jamz insisterer altid på at få originalitet ud af sin koger. Målet er ikke at zone ud, men at komme ind i zonen. Selv når Jamz småsnakker sig igennem et vers, som på ’Benzema’, snubler han altid over en eller anden speciel sprogblomst som den førnævnte pomfrit-punchline.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Benny Jamz’ sproglige excentricitet viser sig desuden ikke kun i hans sammenligninger, men også i selve måden han bruger det danske sprog på. Rapperen fra Nørrebro er nemlig begyndt at lade de jamaicanske og britiske talemåder, han altid har haft en forkærlighed for, omforme selve hans sætningskonstruktioner.

Jamz har altid lånt formuleringer fra USA og England, som når han startede sit vers på Molo-sangen ’Skejsen’ sådan her: »Mand går ind, mand går ind for de dadler / en ung neger prøver bare at vinde«.

Det med at bruge ’mand’ i stedet for ’jeg’ er taget direkte fra britisk slang, der i sin tur har importeret det fra Jamaica, mens den anden linje klart fordansker en amerikansk (og måske især New York-agtig) måde at tale på.

Men på ’Jamo’ er inspirationen fra den type sprogbrug tydeligere end nogensinde.

Benny Jamz udelader ofte ord, så man selv må stykke sætningerne sammen, og så er han stedvis stoppet med at bøje verberne i sine sætninger. Tit bruger han helt enkelt, som i britisk slang, kun infinitiv – altså at-form.

»Mand er så langt foran, se hvor meget tid det egentlig tage dem«, rapper han for eksempel på den meget UK-inspirerede ’Wavey’, mens omkvædet på ’Maskot’ starter med den her karakteristiske blanding af UK-sprogbrug og US-slang: »Mens de løb deres tal ned, vi løb vores tal op / hun danse for mig som en maskot«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når Benny Jamz på den måde nægter at bøje udsagnsordene, skyldes det selvfølgelig ikke en fejl i hans sprogkundskaber. Det er et bevidst valg, der får det danske sprog til at lyde mere som det jamaicansk-inspirerede engelsk, man taler i London. Jamz omskriver det danske sprogs regler, så det passer bedre til den måde, han vil rappe på.

Rapperens idiosynkratiske forhold til grammatik og sprogbrug gennemsyrer ’Jamo’ og gør, at albummet vitterligt får sit eget sprog. Mens teksternes unikke metaforer og sammenligninger i sin tur gør, at albummet får sine egne billeder og på en måde også sin egen logik.

Det er Jamz’ verden, man er inde i. En verden, der følge sine egne regler.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af