I mange år gjaldt Benny Jamz som en af de mest indflydelsesrige, men samtidig også mest undervurderede artister på den danske hiphopscene. Han var de andre rapperes yndlingsrapper, men måske ikke den største stjerne i den brede befolknings øjne.
Den københavnske kunstner har således været med til at introducere UK-genrer som grime til Danmark, og i starten af 10’erne filmede han den klassiske ’Fissehul’-video med Gilli og Kesi – en sang Jamz i øvrigt også producerede. Siden har han været en uvurderlig del af både B.O.C.-kollektivet og Molo-gruppen.
I alle de projekter har der aldrig været tvivl om, at Benny Jamz har været en af de drivende kreative kræfter. Ham der prøver helt nye flows af og er på forkant med den globale hiphopudvikling. Men i modsætning til sine mange samarbejdspartnere rykkede han ikke meget på solofronten.
En single her og en single der er det blevet til, og han hittede da også stort med ’Uuh’ i 2018. Og så var der jo også nogle år i starten af 10’erne, hvor han dyrkede heftigt autotunet og stærkt politisk dancehall-rap under navnet Højer Øye.
Men det virkede aldrig som om, solokarrieren var Jamz’ store fokus. Og på de første singler var det måske heller ikke altid nemt at spotte dén flow- og lydmæssige originalitet, der ellers altid har været rapperens kendetegn.
Det har han dog lavet om på det seneste års tid. Først kom der endelig et debutalbum i form af ’1010’, der landede lige i overgangen til 2020, og i år er der kommet hele syv singler.
Ja: Syv! Selv i en tid, hvor stribevis af singler i stigende grad erstatter album og ep’er, er det altså noget af en bedrift.
I alt har rapperen således udgivet 21 sange på 12 måneder, og på to tredjedele af dem er der ingen gæster – som for at understrege, at nu er Jamz klar til at stå alene. Det er klart karrierens mest produktive 12 måneder.
Men vigtigere end kvantiteten af de nye numre er kvaliteten. For Benny Jamz har tilsyneladende fundet en zone, hvor han tør eksperimentere med sine flows og med lydbilledet. Albummet ’1010’ var således på ingen måde fejlfrit, men det var heller aldrig kedeligt.
Hør for eksempel måden, han bliver i et mekanisk hakkende flow hele vejen igennem omkvædet på ’Automatik’, eller hvordan han krænger sin sjæl ud gennem hæs autotune lidt a la tidlig Future på ’Bedste ven’. Eller hør, hvordan han helt henkastet bruger et Migos-flow på ’Balou’ – og samtidig rapper om, at han har netop har lånt flowet fra Migos. Det stråler af overskud.
Samtidig har han også bare en evne til at finde på de underligste punchlines. Det er kun Jamz, der rapper om at have en bil, der er »tysk som en curry wurst« (’Alarm’), eller om at han »drysser skunk som en pizza topping« (’Shopping’). Tekstuniverset refererer samtidig til alt fra Powerpuff-piger (’10/10’) til ‘Junglebogen’ (’Balou’).
Der er en elegance i den måde, han leger med sprog, flows og ideer på. Men det for alvor fascinerende ved albummet er, at det kun sjældent (*host* ’Sektion’ *host*) forfalder til fristelsen om at lave gennemsnitlig, sikker mainstream-rap.
Den vilje til at skille sig ud har også præget årets singler. For hvor albummet stedvis kørte fast i samme gear i stedet for at skifte tempo, har Benny Jamz virkelig foldet sig ud på sine syv 2020-tracks.
Se for eksempel ’Sympati’, hvor der pludselig ruller et UK garage-agtigt beat afsted, mens Jamz’ vokal danser derudaf. Eller ’Det okay’ og ‘Tracksuit’, der er følsomme og opløftende sange med nye, melodiske flows.
Og så har han også bevist, at han kan lave fantastisk drill med en ekstremt mindeværdig optræden hos Youtube-kanalen OneWay.
Benny Jamz har desuden slået fast, at han ikke er bange for at lyde, ja, fjollet nogle gange. Som når han starter Gilli-samarbejdet ‘Mozart’ med den her helt børnerim-agtige linje: »Man er muligvis den bedste til det her, og det uden noget fis«.
Eller når han hopper på et helt westcoast-agtigt beat på ‘Cardi B’ og lader et messende flow kredse om sine pengestakke så mange gange, at man bliver helt hypnotiseret: »Man har brugt mere end bare bundter, der er lange / bundter som ingen gang kan folde / elastikbånd, som der ikke engang kan holde«.
Jeg siger ikke, at de ovenstående linjer nødvendigvis er de mest geniale bars, jeg nogensinde har hørt. Men der er noget befriende ved den her tilgang til sproget. Jamz prøver helt enkelt ting af for at se, om de virker. Han er ikke bange for at sige noget, der lyder mærkeligt, men kun interesseret i at skabe noget originalt.
På den måde minder hans sprogbrug lidt om Lil Wayne i slutningen af 00’erne, hvor amerikaneren også var totalt ligeglad med konventionelle raptekster, men hellere ville lave abstrakt lyrik om aliens, hajer og alt imellem.
For det er som om, Benny Jamz er fuldstændig sig selv i de her sange. Som om han går direkte ind foran mikrofonen med en idé og bare lader sangene strømme ud af ham.
Som om den kreativitet, han før lod strømme ind i diverse gruppeprojekter, nu simpelthen strømmer ud af ham selv i form af en stime af stærke sange, der er udgivet i eget navn – og dermed har Benny Jamz endelig fået lov til for alvor at blomstre som solokunstner.