Man fik nærmest associationer til Taylor Swift, da norske Smerz spankulerede ind på Alter Festival

KONCERT. Det var lige før, man fik associationer til Taylor Swift på sin ’Eras Tour’, da Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt, der tilsammen udgør Smerz, i begyndelsen af deres koncert på Alter Festival selvsikkert spankulerede ind på scenen til lyden af en storladen trommesolo og med håret i dramatisk nærkamp med en vindmaskine.

Taylor Swift er muligvis ikke den mest oplagte sammenligning, når det drejer sig om den norske duo Smerz, der har bygget deres karriere på ultraminimalistisk artpop, som på herligt kontrær vis dyrker det skæve, rodede og sommetider demonstrativt DIY-agtige.

Men så alligevel. For en af de ting, der gør Smerz så dragende, er netop deres ambivalente måde at lege med populærkulturens koder.

Som på sidste års ep ’Allina’, en metaleg med et sukkersødt popstjerne-alter ego, der var præget af al for stor begejstring til blot at være en parodi. Eller på de mange sange fra dette års mesterlige ’Big City Life’, der konstant navigerer mellem indtagende r’n’b-intimitet og total fremmedgørelse. 

I forbindelse med det nye album har duoen – umiddelbart for første gang, siden de debuterede i 2016 – udvidet deres koncertformat med et band, der består af Liss-bassist Villads Tyrrestrup og trommeslager Rune Kielsgaard. 

Det er muligt, at noget af den hermetisk lukkede intensitet, der kunne være så overvældende, når Stoltenberg og Motzfeldt stod helt alene på scenen og stirrede hinanden dybt i øjnene, gik tabt i samspillet med de to musikere. Og at den ekstreme maskinelle stivhed, der kendetegner Smerz’ musik, helt naturligt blev erstattet af en mere organisk sans for rytmik. 

Men mens noget gik tabt, blev meget også vundet. På Alter Festival klædte det nemlig Smerz utroligt godt at give sig hen til den storslåethed, som det animerede, rå trommespil og den legesyge bas gav til lydbilledet. 

Som på ’Dreams’, der på ’Big City Life’ er en næsten umærkelig brise af en synth-ballade, men som på VoxHall løftede sig til et følelsesmæssigt potent og, ja, ligefrem bombastisk drama, der understregede de hjerteskærende undertoner i tekstens forespørgsel: »Dream about me«.

Eller på ’Feisty’, et herligt selvironisk generationsportræt, hvor Stoltenberg med sin uimodståelige, tonløse talesang gør grin med kunstskoleelever og med himmelvendte øjne synger om at blive skræmt væk fra en Tinder-date på grund af fyrens sko. »Ew«, udbryder hun.

På Alter fik sangen mørke, ondsindede klæder bestående af en beskidt, funk-infuceret bas og hårde, Hitchcock-agtige violinstrøg fra Motzfeldt. Pludselig var den ikke blot hysterisk morsom, men også sært ildevarslende. 

Der var mange andre stærke øjeblikke: Den sarte, triphoppede ’Easy’, der med en forvrænget guitar pludselig blev forvandlet til noget, der mindede om grunge. Balladen ’A Thousand Lies’, der fik det maksimale ud af kontrasten mellem Stoltenbergs følelsesløse deadpan og Motzfeldts følsomme falset. Den repeterende klaverfigur i ’Close’, der undergravede hvert et ord som en slags tøvende, musikalsk ellipse.

Men højdepunktet var alligevel afslutningsnummeret ’You Got Time and I Got Money’, der muligvis er den første oprigtigt romantiske kærlighedssang, Smerz nogensinde har skrevet, og som på Alter Festival overvældede med sin håbefulde, sødmefulde inderlighed.

Bevares, sangen er tilbageholdende, skæv og kun modvilligt catchy, ligesom alt andet i Smerz’ katalog. Men her blev den præcis det episke pop-øjeblik, som deres dramatiske indtog havde varslet 40 minutter forinden. 

---

Kort sagt:
På Alter Festival havde Smerz udvidet deres koncertformat med et liveband. Det, som gik tabt i hermetisk lukket intimitet, blev vundet i den følelsesmæssige direkthed, som det mere organiske udtryk muliggjorde.