Ung-skab går i opløsning og aflyser koncerter

Ung-skab går i opløsning og aflyser koncerter
Ung-Skab (Foto: Benjamin Graham)

Opdateret: På Instagram oplyser 100blaa, at Karla Korsbak og Lucca overtager pladsen i Pumpehuset. Koncerten på Train er fortsat aflyst.

Efter fire år, hvor det er blevet til to ep’er og koncerter blandt andet i Store Vega og på Spot Festival, er den danske hiphopduo Ung-skab gået i opløsning.

Det melder de to hovedpersoner, sanger Clara Rose Lundberg og rapper Eigil Bjørn Meldgaard, ud på Instagram.

»Vi har helt fra starten af haft en aftale om, at vi kun ville lave det her, hvis vi havde det godt i det, og vi syntes, det var sjovt, og vi følte begge, at nu var et rigtig godt tidspunkt at sige stop på, og vi kan bare mærke, at det føles helt rigtigt for os nede i maven«, skriver duoen i opslaget sammen med en selfie på Islands Brygge.

»Det er rart for os at kunne sige farvel til det her kapitel i vores liv på den her måde sammen som gode venner. Vi er så stolte af alt, vi har opnået, og så taknemmelige for, at vi har haft et så fantastisk publikum som jer, I har været en kæmpe drivkraft for os«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ung-skab tilføjer, at de aflyser alle fremtidige koncerter for at »passe på os selv, og fordi det ikke har føltes rigtigt«. Det indebærer to dobbeltkoncerter med 100blaa-kollegerne Tigeroak, der skulle foregå 16. og 23. oktober henholdsvis på Train og i Pumpehuset.

Duoens sidste udgivelse blev sidste års ep ‘Sikke et held vi fandt hinanden’, som de i foråret turnerede Danmark rundt med. Clara Rose og Bjørn har sideløbende med fællesprojektet haft gang i hver deres solokarriere, der formentlig får yderligere fokus fremover.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af