I foråret vendte det danske synthrock-fænomen Turboweekend tilbage med deres første sang i 10 år, den dansksprogede, disco-klingende ‘Under overfladen’, samt en række koncerter i hele landet.
Blandt andet spillede de en femstjernet koncert i Store Vega, hvor de ifølge Soundvenues anmelder forvandlede det københavnske spillested til »en Nicolas Winding Refn-værdig natklub«.
I 2026 spiller de kun to headliner-koncerter, men der er til gengæld tale om bandets hidtil største af slagsen, når de til november gæster henholdsvis ACC i Aarhus og Forum i København.
I en pressemedelelse fortæller bassist Morten Køie: »Vi er blevet båret frem på skuldrene af publikum i år – som en gammel ven vendt hjem fra en lang rejse. Og ligesom ny musik er opstået af en fælles energi mellem os tre, så er vores kærlighed til det at spille live kun blevet større i mødet med folk derude«.
Trommeslager Martin Øhlers tilføjer: »I 2026 er det 20 år siden, vi debuterede. Nu tager vi et nyt skridt sammen – løfter hinanden – og vi lover, at koncerterne i Aarhus og København bliver Turboweekend live som aldrig før«.
Foruden de to koncerter udgiver bandet også en ny single allerede i morgen. ‘Verden er vidunderlig’, hedder den.
»At verden er vidunderlig må siges at være en påstand, der kan betvivles i den tid, vi lever i. Men selv når den er allermest skræmmende, rådden og umulig, så er der næsten altid et lys og et håb et sted, som du kan række ud efter«, fortæller forsanger Silas Bjerregaard.
»Vores sang ’Verden er vidunderlig’ handler om at acceptere det absurde som en grundsten i et liv, der kun er til låns. Så tag din flotteste ja-hat på, og få det bedste, største og smukkeste ud af det«.
Billetsalget til de to koncerter starter på mandag 24. november.
Turboweekend
13. og 14. november
ACC og Forum
