Genopstandne Turboweekend forvandlede Vega til en Nicolas Winding Refn-værdig natklub
Turboweekend var med egne ord tilbage »with a vengeance«, da de sidste år annoncerede, at de efter seks års pause havde fundet sammen igen (minus Anders Stig Møller) med både koncerter og ny musik i kalenderen.
Torsdag aften under den første af fire koncerter i Store Vega slog det danske band eftertrykkeligt fast, at det her ikke bare er en tilbagelænet og nostalgipræget reunion-turné. De var kommet for at give publikum et gennemført og intenst show, der både pegede tilbage og frem i tiden.
Forsanger Silas Bjerregaard stod forrest på scenen flankeret af de andre oprindelige medlemmer, Martin Petersen på trommer og Morten Køie på bas. På hævede platforme bag dem stod to nytilkomne og yderst kompetente legekammerater i form af keyboardspiller og sanger Susanne Wium og guitarist Rune Risager.
Kvintetten åbnede showet med ’Good Morning, It’s Tomorrow’ fra Turboweekends tredje album, ’Fault Lines’ – et ikke så kendt nummer, der dog fungerede umanerligt godt som starter. Tro mod albumversionen byggede de sangen tålmodigt op fra et nedbarberet udtryk. En pulserende bas og ditto trommerytme blev akkompagneret af Bjerregaards klare og soulede vokal, som langsomt steg i styrke.
Frontmandens motorik var i starten bevidst statisk, kantet og tilbageholden. Hans ranke skikkelse var grundet kraftigt baglys som en mørk, ansigtsløs robot taget ud af et science fiction-univers.
Snart efter, under det populære nummer ’Disco to Disco’ fra albummet ’Share My Thunder’, fremstod sortklædte Bjerregaard som en krydsning af en gospelprædikant og en kultleder, der med stoisk ro og løftede arme lod sig hylde af sine mange disciple. »Venner, må jeg godt have lov til at tage jer i en lidt underlig kirke?«, spurgte han ganske sigende på et tidspunkt.
Selv en lille omgang crowdsurfing klarede han med elegance, da han under ’Trouble Is’ trådte ud i publikumsskaren, stod oprejst og lod sig falde.
Et andet yderst overbevisende element var det imponerende lysshow, der med store, maleriske kontraster gav koncerten et til tider filmisk udtryk. Til ’After Hours’ var bandet eksempelvis oplyst af en slags lysmure i tre skiftende lag, der pludselig blev afløst af heftigt blinkende røde lamper. Og under de elektroniske 00’er-numre ’Into You’, ’Just to Get Down’ og ’Night Shift’ forvandlede intenst stroboskoplys Vega til en feststemt natklub, som kunne have været med i en Nicolas Winding Refn-film.
Undervejs studsede jeg over, hvad det mon var for et farvet lagen, som lå sammenkrøllet bagerst på scenen. Mod slut blev stoffet blæst op til en mærkelig tingest, en slags røgspyende vulkan med arme og ben. Dette syrede påfund forstod jeg ikke helt pointen med, men sjov var den da at kigge på.
Modtagelsen blandt bandets jævnaldrende publikum var begejstret, og det forstod man godt. For bandet var tændte, og alle spillede usvigeligt sikkert. Sætlisten bød desuden på stor variation, der holdt det halvanden time lange show underholdende.
De udvalgte sange demonstrerede tydeligt den musikalske udvikling, som bandet gennem årene har været igennem. Der var både gjort plads til en god håndfuld gamle numre fra den udpræget elektroniske og let viltre debutplade ’Night Shift’ og den mere soulede opfølger ’Ghost of a Chance’ samt de rockinfluerede skæringer fra bandets to seneste album.
Deres nye, dansksprogede single ’Under overfladen’ stikker ud i sangkataloget, og det gjorde den også til aftenens koncert på grund af sit 70’er-funkede udtryk. Men sangen lød virkelig godt live.
Mens Pedersen og Køie ubesværet fremførte det dynamiske guitar-bas-sammenspil, tog Bjerregaard først en tamburin, siden en koklokke frem som en understregning af denne mere analoge, men, skulle det vise sig, ikke mindre dansevenlige retning.
Spændende bliver det at se, hvad Turboweekend ellers har i støbeskeen til deres nye æra. Det er i hvert fald sikkert, at de slet ikke er færdige.
Kort sagt:
Turboweekend var tændte og skarpe til deres første Store Vega-koncert siden genforeningen sidste år. Optrædenen bød på et gennemført lysshow, stor variation og overbevisende kultleder-energi fra Silas Bjerregaard.