I sidste uge annoncerede Turboweekend på en ret underspillet måde, at bandet er tilbage. I lørdags spillede de så deres første koncert på intime Autopoul i København – og i dag har bandet annonceret en danmarksturné, der besøger fire byer til marts næste år.
Men bandets comeback er faktisk ikke kun en Oasis-style live-reunion. Bandet er tilbage på alle parametre, og de arbejder også på ny musik. Det fortæller Turboweekend – der er blevet til en trio – over telefon.
»Det, der dræbte bandet, var, at den kreative ild var ved at dø ud før. Men pausen på seks år har været god for os. Nu kommer vi tilbage with a vengeance i studiet«, fortæller trommeslager Martin Petersen, der sammen med vokalist Silas Bjerregaard og bassist Morten Køie udgør bandet.
»Tavlen er hvisket ren, og nu gælder det om at lave noget, der er fedt, og ikke spekulere for meget«.
Det er selvsagt godt nyt for fans af bandet, der havde stor succes i 00’erne og 2010’erne, hvor de udgav hele fire album. Men hvordan går det egentlig til, når et band genforenes efter over et halvt årtis adskillelse?
»For et års tid siden tænkte vi, at der var løbet nok vand under broen, så kunne det ikke være hyggeligt at spise en middag sammen«, fortæller frontmand Silas Bjerregaard.
»Så vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor der ikke var nogen agenda. Vi snakkede bare sammen og hyggede. Men når vi mødes og hygger, falder snakken hurtigt på musik. Så kom det hurtigt på banen: Kunne det være sjovt at mødes i studiet igen og bare spille lidt sammen?«
Morten Køie indskyder: »Efter noget vin og sådan noget var jeg meget klar på det. Men ikke alle var lige klar fra starten af«.
Heldigvis endte tre ud af de fire originale bandmedlemmer med at være friske på idéen efter en længere tilnærmelsesproces. Og tilfældigvis var der samtidig begyndt at være en ekstern interesse.
»Noget tid efter den middag var der uafhængigt af det to bookere, der kontaktede mig og spurgte, om der skete noget med Turboweekend«, fortæller Silas Bjerregaard.
Det kan man vist kalde heldig timing. Stjernerne stod tilsyneladende rigtigt for Turboweekend.
Sådan føltes det i hvert fald for tre af medlemmerne – Silas Bjerregaard, Martin Petersen og Morten Køie. Men Anders Stig Møller, der spillede keys i bandet, var ikke solgt på comebacket. Han er trådt ud af Turboweekend.
»Vi var fire, der skulle finde ud af, hvad vi ville. Der var ikke noget uvenskab, men ikke alle ville de samme ting. Silas, Martin og jeg var meget på samme side. Vi ville lave ny musik, spille gigs og have et band, hvor det handler om at lave ny musik, udgive den og spille for folk«, fortæller Morten Køie.
Alle bandmedlemmer understreger, at forholdet til Anders Stig Møller stadig er godt, og at de ønsker ham det bedste.
Nu er Turboweekend altså gået fra fire mand til tre, men de er til gengæld klar til hele pakken.
»Det er vigtigt for os, at det ikke bliver legacy-koncerter«, siger Silas Bjerregaard om den netop annoncerede danmarksturné. »Vi vil gerne i studiet og skrive igen. Men vi vil også ud at spille. Det er to sider af samme mønt«.
Morten Køie tilføjer: »Vi vil gerne spille de gamle numre. Men det er ikke nok«.
Døren er altså åben for et større comeback. Måske en helt ny Turboweekend-æra.
»Vi har alle tre lyst til, at bandet skal bestå længere end de her nye gigs. Der er mere på spil. Det må gerne vare længere tid«, siger Silas Bjerregaard og tilføjer:
»Hvor langt det så bliver, det finder vi ud af«.