Store Vega: En eller anden dag burde Artigeardit lave en stadionrock-plade
KONCERT. Rapperen i joggingsættet, der oprindeligt slog sig op som selvransagende antihelt på soulede sample-beats, har for længst foldet sig ud. Artigeardit bor nu komfortabelt i mainstreamen med sit univers af radioklare popskæringer, flænsende festhymner og følelsestunge r’n’b-tracks.
Hans femte studiealbum, ’Æteren’, bød på lidt af det hele, og selvom albummet stadig stod klart i hukommelsen mandag aften inden Ardits første af tre udsolgte koncerter i Store Vega, så nærer han tydeligvis stadig en loyalitet over for de sange, der satte ham på landkortet i det forrige årti.
Ikke at rutine eller tomgang har sneget sig ind. De ældre numre som ’Forklar ma’ og ’Nyevenner’ blev vendt, vredet og vækket til live af et muskuløst maskineri af et velspillende liveband, mens Ardit, da han var kommet lidt i gang, leverede teksterne med overskud og teknisk præcision.
Udover få sløve passager stod rapvokalen syleskarpt. Ikke mindst på det hidsige andet vers i ’Længe leve’, hvor der først blev helt stille, og det blændende laserlysshow gik ud. Og ud af ingenting kom det flæsende »og de spør’ mig, hvorfor jeg ikk’ ka’ lide folkemængder«, der med den tunge bandlyd smadrede ud i salen som en betonhammer.
Han leverede også det krævende flow på sin helt egen ’Passionfruit’, førstesinglen ’Seaside’ fra det nyeste album, overbevisende og ubesværet over den synkoperende house-kadence, ligesom han slap aldeles godt fra den gamle ’Idiot’-klassiker ’Aquafina’ i samarbejde med en veloplagt Lord Siva, der i sangens klimaks brød ud i en sjælden, dyb vokalfrasering. Klasse.
Alligevel var koncertens store højdepunkt faktisk Artigeardits nyeste single, ’Tænker kun på dig’. Badet i blinkende rødt detonerede bandet en dunkende rockeksplosion med pumpebas og hvinende guitarsolo, og hovedpersonen kunne uden problemer følge med på de tunge toner og kom igennem det mekaniske vers med blæret vejrtræningsteknik.
Den rockede sejrsrunde fortsatte på ’Stå op gå ned’, hvor Rud Aslak og Rasmus Theodor fra Barselona indtog scenen, og Rud og Ardit med overbevisende kemi leverede sangens motiverende messen i omkvædet. En eller anden dag burde Artigeardit lave en stadionrock-plade, for den ellers så tilbagelænede slackerrapper stortrives i det storslåede. Han har to gear i værktøjskassen, det monotone og råbe-gearet, men det er mere end rigeligt.
Bandet var en kæmpe gave, ja. Men nogle gange også en glidebane, for flere af de mere letbenede numre blev kvalt i det hårdtslående lydbillede.
Radiobaskeren ’Lov mig 1 ting’ savnede virkelig noget dynamik mellem omkvæd og vers, fordi bandet kørte fuld tryk på hele tiden. Ardits tongue-in-cheek-vokaler på den drillende ’Holddamagle’ blev helt overdøvet af den skalpelskarpe snare, og fanfavoritten ’Vildedage’ led samme skæbne, hvor det lækre og luftige klavertapet tabte kampen mod det insisterende band.
Selvfølgelig var der også plads til de obligatoriske festhymner, selvom de gled lidt i baggrunden til fordel for den håndspillede rockstemning. Landeplager som ’Er her’ og ’Hvor fuck er min drink?’ var mejslet i hjernebarken på publikum, der kunne hvert et ord, og da ’Kom af sig selv’ blev slået an, stillede folkene i orkanens øje sig pligtskyldigt klar til moshpit. Efterhånden et obligatorisk koncertfænomen, der lidt bare skal overstås.
Ardit genbrugte samme veltænkte finte som på Orange Scene med ikke at slutte koncerten med ’Kom af sig selv’-kaosset, men i stedet foretage en fløjsblød fællessangslanding med ’Voice Mail’.
Den manøvre er et godt billede på Ardits stærkeste kort: Alsidigheden mellem sløvhed og energi, mellem dumstridige feststartere og introspektion. Tilsat en ordentlig portion popappel er det svært ikke at blive revet med.
Kort sagt:
Artigeardit leverede sin første af tre udsolgte Store Vega-koncerter med teknisk snilde og fulde energidepoter. Med en tonstung bandlyd i ryggen blev det en medrivende og alsidig tur gennem bundsolide rapnumre, dunkende landeplager og ambitiøse rockudladninger.