Et udsolgt Lille Vega rappede med fra start til slut, da Cizzo spillede sin første headliner-koncert nogensinde

KONCERT. Egentlig skulle Cizzo have spillet på Vegas mindste scene, Ideal Bar. Det var på alle måder godt, at han blev opgraderet til Lille Vega med plads til mere end dobbelt så mange publikummer.
Allerede en time inden Cizzo gik på scenen, var den stopproppede sal nemlig et tydeligt tegn på den position, den 19-årige rapper har på den danske hiphopscene lige nu.
Han er spået til at blive et af de næste store hiphopnavne, særligt efter ep’en ‘Young & Heartless’ fra efteråret, og søndag aften gav han sin første af to udsolgte koncerter. En koncert, der samtidig var rapperens debut som headliner. Det store spørgsmål var derfor, om Cizzo kunne leve op til hypen.
Svaret er både og. For langt hen ad vejen var det publikum og ikke Cizzo, der var den overbevisende faktor.
Lige fra intronummeret ‘Balotelli’ leverede fansene skarpe fremførelser af Cizzos melodiske rap. Cizzo selv havde derimod svært ved at få tag i situationen.

Om det skyldtes nerver er svært at sige, men rapperen lod sig aldrig rigtig gribe af publikum, der ellers var mere end klar. Flere var ligefrem dukket op i fodboldtrøjer – en direkte reference til flere af Cizzos numre.
Halvvejs gennem koncerten fandt Cizzo dog fodfæstet. Under højdepunkterne ‘Turbo S’ og ‘Kensington’ kunne man mærke, at han følte sig selvsikker, og publikum spejlede ham med det samme.
Det gjorde også noget godt for hans tekster, som er legende, fodbold-refererende, unge og flabede. Her var det soleklart, hvorfor Cizzo er så dominerende på den danske upcomingscene.
Med sig på scenen havde Cizzo en dj, som styrede slagets gang med et generelt fedt og velproduceret lydspor. Det fungerede især godt, da Cizzo havde puljet sine mere klubbede tracks, og alle for en stund blev teleporteret direkte ned i kælderen på en natklub. Også her kvitterede publikum generøst.

Cizzos har ramt en nerve i den tidstypiske, melodiske og autotunede rap, som publikum bare skal bede om. Risikoen ved genren er en overhængende fare for ensformighed, og derfor er det tit nødvendigt at finde en måde at bryde med selvsamme lydramme – bare for en stund i hvert fald.
Det har Cizzo endnu ikke helt formået – heller ikke live. Resultatet søndag aften blev derfor, at dele af koncerten flød sammen i et langt 808-beat, choppet lidt op af dj’en.
Det endte med at tage pusten en smule fra publikum, hvilket Cizzo øjeblikkeligt virkede til at tage til sig. Det lykkedes ham dog at få næsten alle i salen med igen, da han lukkede af med ‘Vespa’ og ‘Nazario’ – to af hans største hits, som med deres popularitet banede vejen.
Dedikationen fra publikum var ikke til at tage fejl af, og de har for længst taget Cizzos melodiske rap til sig. I de øjeblikke, hvor det lykkedes Cizzo at give sig hen til publikum, var rapperens potentiale da også tydeligt.
Kort sagt:
Fremadstormende Cizzo havde svært ved at slippe kontrollen under sin første headliner-koncert i Lille Vega, som alligevel blev bragt over målstregen takket være en assist fra et yderst veloplagt publikum.