Mille havde fart på i 2025 med blandt andet radiohittet ‘Kendt mig en uge’ samt P3 Talentet-prisen, og det ser ud til at fortsætte i år.
I går kunne det danske popnavn nemlig annoncere sit debutalbum, ‘(Over)lever’, der udkommer 23. januar og tæller features fra Ozzy, Uro og Annika. I samme ombæring udgav hun singlen ‘Bag blæk og papir’.
Nu er Mille klar med endnu en stor annoncering, idet hun til foråret indtager både Train og Store Vega, hvor hun også optrådte tilbage i oktober.
»Mille skabte fællessang med en sympatisk hitparade og besøg fra Tobias Rahim, men det var hendes uudgivne materiale, der gjorde størst indtryk i Store Vega. Her viste hun både bid og sårbarhed som aldrig før«, skrev Soundvenues anmelder blandt andet i den forbindelse.
Udover koncerten og det kommende debutalbum blev Mille for nylig annonceret til årets Roskilde Festival, hvor hun altså springer opvarmningsdagene over og rykker direkte til Final Days.
Billetsalget til koncerterne starter i morgen fredag klokken 10.
Mille
28. marts og 11. april
Store Vega og Train
Billetpris: 275-280 kr.
