Sympatiske Mille skabte fællessang i Store Vega – men hun viste også tænder
KONCERT. Der er en tendens dansk musik. Der bliver favoriseret popstjerner, der fremstår rare, sympatiske og frem for alt ego-forladte.
Aphacas monstersucces er nok det klareste eksempel, men lige i hælene følger Mille, der sidste uge endda gik hjem med den eneste P3 Guld-statuette, der ikke tilfaldt netop Aphaca.
Da Mille indtog Store Vega tirsdag aften, var denne ydmyghed også fuldt ud til stede under store dele af koncerten.
Hun gik smilende på hug og fik øjenkontakt med de forreste fans under ‘Blomstrer du nu’. Under første linje af ‘Kendt mig i en uge’ begyndte hun at smågrine over, hvor meget publikum sang med, hvorefter hun lod fanskarens fællessang overtage, hvor hun slap.
Hun uddelte vand til publikum, da der var nogen, der så ud til at have det skidt. Og selv da Tobias Rahim gæstede ‘Ingen yin uden yang’, var den ellers så larger-than-life-duetpartner for en stund ganske jordnær.
På udgivelsesfronten har Mille dog været så sympatisk, at projektet indtil nu har savnet noget bid.
Hun indrømmer selv på et af sine store hits, at hun lyver for den dagbog, der agerer springbræt for mange af hendes sange – og i den proces er en del kanter måske skåret fra. Hun synger, at hun er »selvdestruktiv«, men hun skriver ikke mange selvdestruktive linjer.
Men Mille viste nye sider af sig selv i Store Vega. Hun spillede en pæn sjat uudgivne numre, og jeg kan afsløre, at noget af hendes bedste og mest emotionelt hårdkogte materiale stadig har til gode at blive udgivet.
Hun udmeldte også cirka halvvejs gennem koncerten, at der er et debutalbum på vej, så forhåbentlig skal vi ikke vente længe.
Allerede fra koncertens start var der nyt materiale. Hun startede med sin guitarist og bassist på en intimscene i midten af salen, og ballet blev åbnet med en akustisk, let Lana Del Rey-klingende sang, hvor Mille lød mere vred og indigneret, end hun nogensinde har lydt før.
Smerten i hendes stemme, når hun sang linjen »efter to fucking år« og derefter sang, at modtageren var »pisseselvisk«, gav Milles musik nogle modhager, der klædte den godt.
Pludselig levede musikken for alvor op til sit løfte om at være lige så selvudleverende som en dagbog. Og det stoppede ikke der.
Hun satte sig på et tidspunkt helt alene ved et keyboard midt på scenen og spillede en ny sang, der handler om at snakke med sin mor, mens denne ikke ligefrem har det godt – og med den spinkle instrumentation kunne man mærke, hvor meget der var på spil.
Højdepunktet var en rocket skæring, der umiddelbart hedder ‘Tusind tanker’, og som ledte tankerne mod Billie Eilishs ‘Happier Than Ever’. Særligt var det en mavepuster, da Mille både grådkvalt og rasende over et forlist forhold skreg linjen »selvrespekten, den er fucking flyttet ud«.
Jeg havde dog gerne set, at nummerets guitarlyd havde vist tænder på tilsvarende vis. Der var i det hele taget flere instrumentale greb, der ramte lidt skævt i løbet af koncerten.
‘Lyver for min dagbog’ mundede ud i et akavet og uforløst housegroove, da Mille skiftede outfit, og et country-klingende mellemspil på den amapiano-agtige ‘Hader ik mig selv når jeg er sammen med dig’ lød malplaceret.
Men hvis Mille kan skabe en lyd, der har lige så meget at byde på som hendes uudgivne sangtekster, står vi over for noget ganske særligt.
Kort sagt:
Mille skabte fællessang med en sympatisk hitparade og besøg fra Tobias Rahim, men det var hendes uudgivne materiale, der gjorde størst indtryk i Store Vega. Her viste hun både bid og sårbarhed som aldrig før.