Travis Scott har simpelthen en rolle i Christopher Nolans kommende storfilm ‘The Odyssey’.
Ifølge Deadline dukker rapstjernen op i en ny teasertrailer, som blev sendt på amerikansk tv i forbindelse med en NFL-kamp og i skrivende stund ikke findes i sin helhed online.
Teaseren varer et minut og udbygger en scene med Jon Bernthals Menelaos og Tom Hollands Telemakos, som vi allerede har set i en tidligere trailer. De bliver afbrudt i deres samtale af Travis Scotts endnu ukendte karakter, der bærer en stav og advarer om krig.
»En krig, en mand, et trick – et trick, som kan bryde Trojas mure«, messer Scott, mens teaseren viser billeder fra den trojanske krig. »Den brænder, skriger og styrter til jorden«.
Han taler højst sandsynligt om hovedpersonen Odysseus (spillet af Matt Damon i den kommende film), for han deltager som bekendt i den trojanske krig, hvor hans list og idé med den famøse trojanske hest er skyld i sejren.
Resten af ‘Odysseen’, Homers oldgræske helteepos, handler som bekendt om Odysseus’ ti år lange, umanerligt faretruende hjemrejse fra krigen, hvor han blandt andet støder på en kyklop, lokkende sirener, havguden Poseidon og det sekshovede monster Skylla. Hjemme i Ithaca venter sønnen Telemakos (Holland) og hustruen Penelope (Anne Hathaway).
Desuden medvirker Robert Pattinson, Zendaya, Mia Goth, Charlize Theron, Benny Safdie, Elliot Page, Lupita Nyong’o, Samantha Morton og Jovan Adepo. Og altså Travis Scott.
‘The Odyssey’ får biografpremiere 16. juli.
Yes, Travis Scott is in The Odyssey film and has a speaking role. pic.twitter.com/2DZrb5uxJg
— 𝕾𝖊𝖗 𝕵𝖆𝖎𝖒𝖊 𝕷𝖆𝖓𝖓𝖎𝖘𝖙𝖊𝖗 (@asoiaf_266AC) January 25, 2026
