Derfor betyder Bad Bunnys historiske Grammy-sejr så meget

I nat blev puertoricanske Bad Bunny hædret med populærmusikkens mest prestigefyldte pris. Det var et bemærkelsesværdigt øjeblik i prisens historie – og i USA's aktuelle kulturkrig.
Derfor betyder Bad Bunnys historiske Grammy-sejr så meget
Bad Bunny på scenen i Puerto Rico. (Foto: Harold Camilo)

KOMMENTAR. Det var et intet mindre end et historisk øjeblik, da puertoricanske Bad Bunny i nat vandt tre Grammyer – herunder for årets album – for karrierehøjdepunktet ‘Debí Tirar Más Fotos’.

Aldrig før har en latinamerikansk kunstner vundet prisen, der anses for prisshowets allermest prestigefyldte, ligesom prisen heller aldrig før er gået til et spansksproget album. 

Og aldrig før er aftenens højdepunkt blevet markeret med en takketale primært på spansk. »Puerto Rico, tro mig, når jeg siger, at vi er meget større end 100×35«, lød det med reference til øens beskedne geografiske størrelse. »Der er intet, vi ikke kan udrette«. 

Til sidst skiftede den indflydelsesrige reggaeton-stjerne til engelsk for at tilføje: »Jeg vil gerne dedikere denne pris til alle de mennesker, der har måttet forlade deres hjemland for at følge deres drømme«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dermed var der ikke alene tale om et bemærkelsesværdigt øjeblik i prisshowets 66 års lange historie. 

Vi var ligeledes vidne til et symboltungt øjeblik i USA’s nuværende politiske klima, hvor Trump administrationen tager mere og mere hårdhændede metoder i brug for at udvise immigranter, og hvor maskeklædte ICE-agenter i militæruniformer er gået brutalt til angreb på demonstranter.

I enkelte tilfælde med døden til følge.

En torn i øjet

At det ikke er alle i USA, der er begejstrede for Bad Bunny, kan der ikke herske tvivl om. 

Da det sidste år blev offentliggjort, at den puertoricanske kunstner 8. februar skal spille det prestigefyldte Super Bowl halvlegsshow, kaldte den amerikanske præsident beslutningen for »fuldkommen latterlig« og et forsøg på at sprede had og splittelse. 

Trumps kampagnemanager Corey Lewandowski, der nu er rådgiver for det amerikanske sikkerhedsministerium, gik endnu længere og lovede, at ICE-agenter vil være massivt til sted under Bad Bunnys optræden. 

»Der er ingen steder, hvor I kan tilbyde et sikkert tilflugtssted til folk, der opholder sig ulovligt i dette land«, udtalte han og fortsatte: »Ikke under Super Bowl og ingen andre steder. Vi finder jer, pågriber jer, sætter jer i et detentionsanlæg og udviser jer«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor er det svært ikke at forestille sig, at Bad Bunnys spektakulære Grammy-sejr må være en torn i øjet på Trump-administrationen og dens tilhængere. 

»Før jeg takker gud, vil jeg sige ‘ud med ICE’«, sagde Bad Bunny blandt andet, da han tidligere på aftenen vandt en Grammy for Best Música Urbana Album. »Vi er ikke vilde. Vi er ikke dyr. Vi er ikke fremmede. Vi er mennesker, og vi er amerikanere«, lød det videre til massive bifald fra salen.

Bad Bunny var blot en af mange kunstnere, der brugte deres tale til at protestere mod ICE. Men det er unægteligt, at der lå en åbenlys vægt bag netop hans ord.

Dominans og gennemslagskraft

Sidste år vandt Kendrick Lamar massivt ved Grammy-prisuddelingen, hvorefter han ugen efter spillede Super Bowl halvlegsshowet. I år følger Bad Bunny i hans fodspor.

I den amerikanske musikbranche er det svært at forestille sig et mere åbentlyst tegn på en kunstners totale popularitetsmæssige dominans og kulturelle gennemsalgskraft.

Det viser, at uanset hvor konservativ en forestilling om amerikansk kultur, de politiske kræfter i USA forsøger at holde i hævd, er det svært at gøre noget ved indtoget af globale tendenser i den amerikanske populærkultur.

‘Debí Tirar Más Fotos’ er en hyldest til puertoricansk identitet, kultur og historie, der i samarbejde med puertoricanske folkemusikere fusionerer reggaeton med traditionelle musikgenre som Plena, Bomba, Jibaro.

Sidste år var albummet det tredje mest populære på tværs af streamingtjenester i USA – mere populært end album af blandt andre Taylor Swift, Sabrina Carpenter og Kendrick Lamar.

Nu har Bad Bunny Grammy-komiteens ord for, at det også var årets bedste. I USA bliver det ikke meget større – uanset hvad Trump ellers måtte mene.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af