Rosalías nye madlavningsvideo er måske det bedste, du kommer til at se i dag

Rosalías nye madlavningsvideo er måske det bedste, du kommer til at se i dag
Rosalía. (Foto: Sony)

I dag er en virkelig god dag for alle, der ikke alene elsker Rosalías musik, men som bare ikke kan få nok af selve hendes tilstedeværelse i verden.

Vi har nemlig fået hele to nye Rosalía-videoer, der begge indskriver sig i must see-kategorien.

Rosalías seneste album, ‘Lux’, var et seksstjernet mesterværk, som vi her på Soundvenue kårede til 2025’s allerbedste album, og nu har en af albummets mange gode sange fået sig en musikvideo.

Det drejer sig om den klaverbårne ‘Sauvignon Blanc’, som er inspireret af den katolske mystiker Teresa af Ávila, og som handler om at fraskrive sig materielle goder og kødelige fristelser for i stedet at omfavne åndens rige.

Sauvignon Blanc-vinens krystallinske friskhed bliver en metafor for spirituel renselse, og i den dramatiske video brænder Rosalía sin Rolls-Royce, præcis som hun synger om i sangen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Sauvignon Blanc’-videoen er som sagt ikke den eneste Rosalía-video, som netop er udkommet.

Vogue har nemlig udgivet en helt uimodståelig madlavningsvideo, hvor den forhåbentlig fremtidige tv-kok lærer os alle sammen, hvordan man tilbereder spaniens ikoniske Tortilla de Patatas (kartoffelomelet) samt brød med tomat. Jamie Oliver, go home!

Imens snakker hun om løst og fast, drikker Sancerre (mærkeligt nok ikke Sauvignon Blanc) og spiser kartoffelchips garneret med oliven og syltede muslinger, hvilket ser helt vildt lækkert ud. Åh, hvem der bare blev inviteret til middag.

Rosalías måleanvisninger er ærligt talt ikke de tydeligste, så har man behov for meget klare retningslinjer, må man gå et andet sted hen.

Men hvis man allerede ved, hvordan man laver Tortilla de Patatas, og blot har brug for et kvarters vidunderligt charmerende spansk madglæde, finder man ikke bedre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af