Simon Kvamm bringer ‘Alle sangene’ til Smukfest

Simon Kvamm bringer ‘Alle sangene’ til Smukfest
Simon Kvamm. (Foto: PR)

I sidste uge kunne Smukfest annoncere 14 nye navne til årets festival – herunder Annika, Gnags og Benny Jamz.

Nu føjes endnu et stort dansk navn til programmet. Det drejer sig om Simon Kvamm, der bringer sit koncertformat ‘Alle sangene’ til årets Smukfest.

‘Alle sangene’ begyndte som en serie af koncerter i danske kirker, hvor Nephew- og Hugorm-forsangeren spillede sange fra sit omfattende bagkatalog alene ved sit klaver, hvor de oprindeligt blev skrevet.

Konceptet kulminerede i to koncerter i Royal Arena, der fik titlen ‘Alle sangene – alle vennerne’, og hvor Kvamm fik selskab af samarbejdspartnere fra hele sin karriere.

Når Kvamm til sommer spiller i Bøgeskoven, bliver det med en koncentreret version af samme idé. Ikke det samme show – men med det samme udgangspunkt. 

»Når Simon Kvamm åbner Bøgescenen torsdag, bliver det med en unik koncert, skabt særligt til Smukfest og kun opført denne ene gang. Simon og hans hold har lagt enorm energi og kreativitet i samarbejdet med os«, fortæller musikchef Mikkel Xavier i en pressemeddelelse.

Smukfest 2026 finder sted fra 2.-9. august i Bøgeskoven i Skanderborg.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af