Dua Lipa retter skarp kritik af, hvordan Jeffrey Epsteins forbrydelser bliver dækket i medierne.
Popstjernen har tidligere markeret sig i politiske spørgsmål – blandt andet om krigen i Gaza – og tager nu bladet fra munden i et nyt afsnit af sin bog-podcast, ‘Service 95 Book Club’.
»Den måde, forbrydelserne er blevet rapporteret på, og det sprog, der er blevet brugt, gør alle ofrene en bjørnetjeneste«, siger hun i en samtale med den feministiske teoretiker og forfatter Roxane Gay.
»Jeg bliver ved med at tænke på alle de historier, der fokuserer om mindreårige piger og sexfester, i stedet for at skrive om ofrene, som var børn, der blev handlet med«, siger hun og fortsætter:
»Det lægger et slør over det hele for at beskytte – jeg ved ikke hvem, måske læseren – eller for at maskere, hvad der faktisk foregår«.
Udmeldingen kommer i kølvandet på offentliggørelsen af millioner af dokumenter relateret til Epstein-sagen tidligere i år, hvor opmærksomheden i høj grad har samlet sig om prominente navne som Donald Trump, Bill Clinton, Elon Musk og prins Andrew. De nævnte har alle afvist enhver forbindelse til Epsteins forbrydelser.
Den afdøde finansmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein blev i 2019 anholdt og sigtet for at have drevet sexhandel af mindreårige. Han døde samme år i fængslet, mens han afventede retssag.
Se Dua Lipa tale om Epstein-sagen herunder.
