Når Ariana Grande til sommer giver koncerter i Europa for første gang i syv år, bliver det med et nyt album i ryggen.
Popstjernen har således lige annonceret opfølgeren til ‘Eternal Sunshine’ fra 2024. I et Instagram-opslag giver hun os både titlen ‘Petal’, udgivelsesdatoen 31. juli og det gråtonede albumcover. Sidstnævnte forestiller den smilende hovedperson med ansigtet halvt dækket af sit hår.
Hun beskriver i en pressemeddelelse den nye udgivelse som »noget, der er fuld af liv og vokser gennem sprækkerne af noget koldt, hårdt og udfordrende«.
Grande går dermed imod sin tidligere udmelding fra 2024 om at hellige sig skuespillet og kun udgive musik på lav frekvens i omkring et årti.
Siden da har hun landet to prominente filmroller. I 2025 gentog hun rollen som Glinda i musical-efterfølgeren ‘Wicked: For Good’. Til efteråret spiller hun over for Robert De Niro og Ben Stiller i komedien ‘Focker-In-Law’, fjerde indslag i ‘Meet the Parents’-filmserien. Den får premiere 26. november.
