‘Wicked: For Good’ spinder desperat candyfloss på et suttet bolsje
FILM. Vidste du, at den magiske gule stenvej fra ‘Troldmanden fra Oz’ blev bygget af dyreslaver?
Er du ligeglad?
Fremgår det af sætningen, hvor eklatant en mangel på væsentlighed der hersker i den populære eventyrfilm, part 2?
Modsat gæster til ‘Wicked’ på de skrå brædder har biografgængere nu ventet et år på at færdiggøre fortællingen, der næsten har fordoblet scenemusicalens spilletid. Ligesom den har forlænget teaterpausen fra 15 til 525.600 minutter.
I den ånd er der nu dømt very long goodbye yellow brick road i den anden halve film, hvor kampen mod det gode og det onde er gået i forlænget spilletid.
Og med fare for at lyde ufølsom er det svært at hidse sig op over de politiske tilstande i diktaturstaten Oz. Da vi ser bjørne, kaniner og løver grave en decideret flugtunnel under selvsamme ikoniske gule stensti, står det rimelig klart, at ‘Wicked: For Good’ spinder desperat candyfloss på et suttet bolsje.
At der hersker mellemkrigstidslige forfølgelser af intellektuelle antropomorfe dyr (eksempelvis en ged spillet af Peter Dinklage), vidste vi jo faktisk godt fra den første halvdel af ‘Wicked’-filmen, hvor vi fandt ud af, at Jeff Goldblums udspekulerede metalhoved-hersker ikke var så vidunderlig igen. Hvilket vi jo principielt har vidst siden 1939, hvor ‘Troldmanden fra Oz’ fik premiere.
I ‘Wicked: For Good’ er han stadig en snydepels ude på at alliere sig med den grønne outsiderheks Elphaba for at udnytte hendes magiske kræfter, mens hun er blevet tegnet som fjendebillede for befolkningen. Der er mere af den samme historie, men det føles ikke vigtigere.
Det gode er til gengæld også det samme som sidst: Cynthia Erivos gribende heksekvinde er stadig et mesterstykke. Hendes stemme er overjordisk, og kemien med Ariana Grandes lige så gennemført overskudsagtige Glinda er perfekt.
Sidstnævnte er efter sin alliance med troldmanden blevet kørt i stilling som Oz’ gode hekst fra nord og er lidt for god til at holde humøret højt hos den ravneagtige befolkning af munchkins, winkies og gillikins, der bare gerne vil glo på en skinnende skønhed, mens de driver heksejagt på hendes eksilerede bedste veninde.
Imens står prinsen Fiyero til at gifte sig med Glinda, selvom han egentlig længes efter at finde og redde Elphaba. Værst går det for Elphabas lillesøster Nessa, der er guvernør i Munchkinland, men bliver rasende, da den søde munchkin Boq (Ethan Slater) forlader hende for at erklære sin kærlighed til Glinda. Med frygtelige konsekvenser.
Den første halve ‘Wicked’-films helt store bedrift var at genskabe og livagtiggøre den elskede, men også bevidst corny og ultraamerikanske musical med glimt nok i øjet til, at man faktisk lod sig rive med af poppet musicalmagi og pastellandskaber, der ligner, at de er støbt med 90’er-legetøjet aquasand.
Men her i anden ombæring kan man godt mærke, at der mangler drivkraft, mens humoren til gengæld må vige pladsen for selvhøjtidelig tegneseriepropaganda om en holocaust på cgi-dyr, der ikke ligefrem er ‘Animal Farm’. Der er for mange flyvende aber og for lidt Bowen Yang!
Jon M. Chus dedikation fejler ikke noget, men selv han har muligvis tabt fornemmelsen af ‘Wicked’-kernen i det todelte monstrum. Op til premieren forsøgte han eksempelvis at sælge det som en livsændrende annoncering, at Colman Domingo skulle lægge stemme til den kujonagtige løve, vi kender fra ‘Troldmanden fra Oz’.
En casting, der udmønter sig i to-tre replikker uden nogen reel betydning i selve filmen.
Et af de helt store dramatiske trækplastre ved finalen er, at vejene mellem ‘Wicked’s forhistorie og handlingen fra selve ‘Troldmanden fra Oz’ sammenflettes. Men også det tømmer instruktøren for momentum. Især for den betragtelige mængde seere, der ved, hvad der sker.
Etteren levede højt på den grundlæggende fine historie om heksenes umage venskab samt et solidt arsenal af både sjove og smukke ørehængere: frenemy-hymnerne ‘What is this feeling?’ og ‘Popular’, den fuldfede Jonathan Bailey-opvisning i ‘Dancing Through Life’ og showstopperen ‘Defying Gravity’.
Del to har store sange som ‘No Good Deed’, hvor Elphaba pryder himlen omgivet af sin hær af flyvende abesoldater, og den på papiret rørende ‘For Good’. Men de fleste smelter sammen, fordi de ligesom den overspændte finalehandling kører rundt i den samme grundstruktur:
Troldmanden og Madame Morrible konspirerer med Glinda som spillebrik. Elphaba prøver at advare befolkningen om, at de lyver. Det går galt. Elphaba og Glinda synger om, at de må gå hver deres vej. Elphaba flyver væk. Bagefter synger én af dem om, hvad de skal gøre på egen hånd.
Der er absolut intet galt med at se grundlæggende fjollede film for eventyrlighedens skyld. Men i længden føles ‘Wicked’ som tom eskapisme, der muligvis kunne have været underholdende og rørende, hvis man ikke allerede havde set alle dens tricks før.
Selvom ‘Wicked : For good’ principielt skal forestille et klimaks på 137 minutter, letter den aldrig.
Kort sagt:
»You can’t just let good be a word. It has to have a meaning«, siger Elphabas grønne heks på et tidspunkt til Glindas lyserøde. Men ‘Wicked: For Good’ sjofler sin egen grundpointe som en film, der mest lykkes med at bekræfte fordommene om, at den altid mest var et pengesugende appendiks til sin forgænger.