Sabrina Carpenter har over de sidste par år vist sig usædvanligt leveringsdygtig, hvad angår mindeværdige musikvideoer. Hvem kan glemme den actionmættede musikvideo til sidste års ‘Manchild’, der bød på både biljagter og enorme eksplosioner?
Nu er popstjernen klar med endnu et bemærkelsesværdigt spektakel af en musikvideo – denne gang til ‘Man’s Best Friend’-sangen ‘House Tour’.
I sin nye musikvideo får Carpenter selskab af skuespillerne Madelyn Cline – kendt fra Netflix-serien ‘Outer Banks’ – og Margaret Qualley, som mange vil have set i film som ‘The Substance’ og ‘Poor Things’, og som desuden er gift med sangens producer, Jack Antonoff.
Musikvideoen byder ikke på en house tour i traditionel forstand. Derimod viser de tre veninder sig selv rundt i et fremmed hus, som de på ganske ulovlig vis har brudt ind i, inden de må flygte fra huset jagtet af politiet.
Resultatet er både sjovt og fjollet og kan ses herunder.
