Sabrina Carpenter ønsker ekskæresten et langt og sexløst liv på underspillede ‘Man’s Best Friend’
ALBUM. Man skal som bekendt smede, mens jernet er varmt, og det må man sige, at Sabrina Carpenter har gjort. Hendes store internationale gennembrudsalbum ‘Short n’ Sweet’ er kun et år gammelt, og allerede nu har hun udgivet opfølgeren ‘Man’s Best Friend’.
Meget er, som man kender det fra sidste års popperle af et album. Den musikalske nostalgi er tyk, Sabrina Carpenter har et kronisk glimt i øjet, og produktionerne er overdådige og detaljerige.
Men af en eller anden grund føles albummets landing en lille smule … undervældende?
Jeg ved ikke, om det skyldes, at Carpenter kom i en mindre shitstorm, fordi artworket blev anklaget for at repræsentere et underdanigt og forældet kvindebillede. Eller fordi albummets korte rollout er foregået over en sommerferie, hvor de fleste bare har forholdt sig til isvafler og strandture. Eller fordi ‘Short n’ Sweet’s levetid simpelthen stadig ikke er ovre endnu.
Musikalsk fremstår ‘Man’s Best Friend’ mere underspillet og mindre single-tungt end sin forgænger, og på overfladen kunne albummet godt lyde som en samling knap så hit-agtige outtakes fra ‘Short n’ Sweet’.
Men det føles faktisk fint at læne sig tilbage i et mindre hitliste-orienteret Carpenter-udspil, hvor de mange quirky ordspil og effektive hooks er erstattet af melodramatik og frustrerede breakup-tekster. Tekster om at ønske sit mandebarn af en ekskæreste et langt og sexløst liv, og om hvor hurtigt man kan gå fra føle sig ophøjet og elsket til at føle sig ydmyget og underdanig – deraf den drillende titel ‘Man’s Best Friend’.
Selvom sangene ikke er åbenlyse ørehængere, er alle enormt Sabrina-esque i deres udtryk og drypper af den pastichede nostalgi, der er blevet hendes vartegn. Afslutningnummeret ‘Goodbye’ er ren ABBA-fest, ‘Housetour’ klinger af Prince, ‘Never Getting Laid’ lyder som Bee Gees, og ’Nobody’s Son’ må næsten også være direkte inspireret af ABBA-balladen ‘One of Us’.
Nostalgien er som sædvanlig sjov, men ’Mans Best Friend’ er egentlig mest vedkommende i sit koncept. Carpenters besættelse af retro pinup-girl-stemning var på ‘Short n’ Sweet’ mest en sjov og æstetisk gimmick, men på ‘Man’s Best Friend’ bruger Carpenter også grebet til at snakke om, hvordan gamle kønsrolle-stereotyper stadig rumsterer i nutidens parforhold.
Tropen om den bekymringsløse, umodne mand og hans ‘bedste ven’ – det vil sige den kvindelige partner, der både skal være en moderfigur og en sexbombe i soveværelset – bliver endevendt i hendes tekster, og hun illustrerer med både humor og frustration, hvilke bjerge der skal bestiges, når man dater et ubeslutsomt ‘Manchild’ (som nok hedder Barry Keoghan).
»I get wet at the thought of you / Being a responsible guy / Treating me like you’re supposed to / Tears run down my thighs«, synger hun på ‘Tears’. Er anstændighed og ansvarlighed virkelig for meget at forlange?
‘Man’s Best Friend’ kunne godt have brugt to-tre sange med lidt mere karakter og åbenlyse hooks. Men med ‘Short n’ Sweet’ så frisk i erindringen er det faktisk også okay at have fået hendes moody lillesøster.
Kort sagt:
‘Man’s Best Friend’ er en mere underspillet og moody lillesøster til gennembrudsalbummet ‘Short n’ Sweet’. Færre åbenlyse ørehængere, men masser af Sabrina Carpenter-esque nostalgi.