‘Short n’ Sweet’: Gid Sabrina Carpenters musik var lige så sjov at lytte til, som teksterne er at læse
Den del af sommeren, som ikke var farvet limegrøn af Charli XCX’s ‘Brat’, ejede Sabrina Carpenter. Med den astronomiske succes, der tilfaldt singlerne ‘Espresso’ og ‘Please Please Please’, fik Carpenter omsider det gennembrud, som på trods af hendes blot 25 år har været længe undervejs. ‘Short n’ Sweet’ er hendes sjette album, men det føles som en debut.
Hvis popmusik var konditorhåndværk, var de to singler fra La Glace. Her er tale om udsøgt kvalitet fra allerøverste hylde: Den uimodståeligt kække synth-discobanger ‘Espresso’, der sublimt komplimenteres af ‘Please Please Please’ og dennes varme, 70’er-inspirerede yacht-rocklyd og blide, romantiske melankoli. To sange, der som yin og yang indkapsler sommerens følelsesmæssige dualisme af kådhed og tristesse.
Så gode singler sætter naturligvis forventningerne til albummet højt, og selvom det på sin vis er uretfærdigt at klandre Carpenter for ikke at kunne leve op til den tårnhøje standard sat af ‘Espresso’ og ‘Please Please Please’ – når alt kommer til alt, er der heller ikke mange andre på popscenen lige nu, der kan det – ændrer det ikke på følelsen af, at ‘Short n’ Sweet’ er en skuffelse.
Albummet er en ørkenvandring, der på trods af en længde på blot 36 minutter føles lang og trættende. Det skyldes først og fremmest, at størstedelen af albummet bevæger sig væk fra singlernes charmerende retro-poplyd til fordel for fjerlette, akustiske, countryklingende ballader af den allermest generiske og ukarakteristiske slags.
Her er tale om ensformige, energiforladte sange, der desperat savner et skud af den »that’s that me espresso«, som Carpenter så rammende har formuleret det.
Lidt bedre går det på en række r’n’b-skæringer, der lyder nærmest fuldstændig som Ariana Grande. Lyt blot til ‘Good Graces’ eller ‘Bed Chem’, hvor alt fra produktionernes luksuriøse soveværelsesstemning og omkvædenes maskinelt accelererende melodier til vokalharmonierne og de akrobatiske fraseringer lyder som noget fra ‘Eternal Sunshine’.
Det er ikke i sig selv en dårlig ting, men det tyder på en generel mangel på originalitet, som især præger Carpenter som vokalist. Hun er indiskutabelt dygtig, og hendes stemme er på alle måder behagelig – varm, sødmefyldt, elastisk – men karakteristisk eller nuanceret er den ikke.
Hvis der er én ting, Carpenter dog skal have helt udelt ros for, er det sine evner som tekstforfatter. Hun har en særlig sans for sprogets og grammatikkens finurligheder, som hun uærbødigt vender på vrangen og laver om til overraskende ordspil og pikante dobbelttydigheder.
»This boy doesn’t even know / The difference between ‘there’, ‘their’, and ‘they’re’«, synger Carpenter om en af de mange skuffende mænd, som er sangenes primære omdrejningspunkt, og man fornemmer, at sproget er vigtigt for hende.
Som når hun på det dreampop-inspirerede afslutningsnummer, ‘Don’t Smile’, vender et klassisk lykkekagemotto på vrangen med omkvædet: »Don’t smile because it happened, baby / Cry because it’s over«.
Eller når hun på ‘Lie to Girls’ bidrager med en helt ny aforisme i form af dette bittersøde, tragikomiske og moralsk tvivlsomme stykke livsvisdom, der lyder som noget, der kunne være skrevet af Tammy Wynette i 1970: »You don’t have to lie to girls / If they like you, they’ll just lie to themselves«.
Der er også denne tankevækkende leg med døde metaforer: »We love to mistake butterflies for cardiac arrest«. Denne særegne, nyopfundne grammatiske form: »Walked in and dream-came-trued it for ya«. Og et uimodståeligt glimt i øjet bag denne flirtende leg med homonymer: »Come right on me … I mean camaraderie«.
Ofte på ‘Short n’ Sweet’ ville jeg dog ønske, at musikken var lige så sjov at lytte til, som teksterne er at læse. At den på én gang gakkede og eftertænksomme personlighed, der konstant er til stede i teksterne, også fik lov at påvirke det glatte, strømlinede og ofte ret anonyme musikalske udtryk.
Altså fuldstændigt som den gør på ‘Espresso’ og ‘Please Please Please’. To sange, der nok skal forblive i fast rotation – også selvom jeg hurtigt glemmer resten af albummet igen.
Kort sagt:
‘Short n’ Sweet’ lever med sin generiske lyd og sin overvægt af energiforladte ballader ikke op til de tårnhøje forventninger, singlerne satte. De opfindsomme og humoristiske tekster er til gengæld et lyspunkt, der viser, at Sabrina Carpenter har meget mere at byde på.