Gramex, som er en medlemsorganisation for den danske musikbranches udøvende kunstnere og producenter, har netop løftet sløret for, hvilke danske hovedartister, sange og musikere, der er blevet spillet mest i radioen i løbet af 2025.
Listen over de mest spillede hovedartister toppes af Blæst, som året inden lå på andenpladsen. De efterfølges på andenpladsen af Christopher, der netop har spillet sit livs største koncert i Valbyparken, samt Drew Sycamore på tredjepladsen.
Blæst er også godt til stede på listen over de mest spillede sange, hvor de sidder på både femte- og sjettepladsen. Det er dog Benjamin Hav og Lukas Grahams ‘Du ligner din mor’, som er endt på førstepladsen – en sang der i sidste uge havnede på nr. 41 på DR’s liste over de 100 bedste danske sange nogensinde. Samme DR-liste inkluderer i øvrigt også Aphacas ‘En drøm om et menneske’, som altså var den 7. mest spillede sang i 2025.
Den tredje liste indeholder de mest spillede musikere. Her er det, akkurat som i de foregående fem år, Frederik og Fridolin Nordsø, der sidder tungt på de to øverste pladser. På tredjepladsen finder man Emil Falk, der blandt andet er med i bandet Benjamin Hav og Familien.
Gramex påpeger det bemærkelsesværdige i, at hele otte ud af 10 sange altså er dansksprogede, hvilket følger mønstret fra 2024. Interessant er det dog, at billedet så helt omvendt ud for få år siden. I 2020 var det således kun en enkelt sang, der var på dansk, mens resten var engelsksprogede.
Mens kønsfordelingen nærmer sig en ligevægt på både listen over de mest spillede hovedartister og de mest spillede sange, er det stadig helt skævt blandt de mest spillede musikere, hvor den eneste kvinde er Mumle. Det er dog fremskridt fra 2024, hvor samtlige 10 musikere var mænd.
Se de tre lister herunder.
Årets mest spillede danske hovedartister
1. Blæst
2. Christopher
3. Drew Sycamore
4. Malte Ebert
5. Medina
6. Benjamin Hav – Lukas Graham
7. Jonah Blacksmith
8. Aphaca
9. Mumle
10. Uro
Årets mest spillede danske sange
1. ’Du ligner din mor’ af Benjamin Hav og Lukas Graham
2. ’Horsens’ af Albert Heath og Sofie1998
3. ’Er det mig du elsker?’ af Malte Ebert
4. ’Hele vejen’ af Omar feat. Mumle
5. ’Vi ku’ gå hele vejen’ af Blæst
6. ’Elsker dig så meget’ af Blæst
7. ’En drøm om et menneske’ af Aphaca
8. ’Fortæl mig hvis du vil noget andet’ af Malte Ebert
9. ’Lonely Heat’ af Drew Sycamore
10. ‘Lose A You’ af Christopher
Årets mest spillede danske musikere
1. Frederik Nordsø
2. Fridolin Nordsø
3. Emil Falk
4. Arto Eriksen
5. Lasse Boman
6. Mumle
7. Christopher
8. Torben Jensen
9. Valentin Buchwald
10. Lauge Kjærulf
