BTS kommer ikke til at vinde en Grammy ved næste års prisfest, det kan man roligt sætte sin penge på allerede nu.
I hvert fald har K-popgruppen besluttet, at de ikke kommer til at indsende deres ellers ekstremt succesfulde og roste nye album, ‘Arirang‘, så det kan komme i betragtning i 2027. Det skriver NME.
Beslutningen er truffet efter annonceringen af en ny pris for »bedste asiatiske musikoptræden«, en kategori, der har til hensigt at »anerkende kunstnerisk kvalitet i fremførelser af asiatisk popmusik«.
Musikken, fremgår det af prisens beskrivelse, skal udspringe fra anerkendte asiatiske markeder og gøre brug af et eller flere asiatiske sprog. Prisen er tilsyneladende blevet oprettet i anerkendelse af den enorme internationale succes, som især K-pop har oplevet i løbet af det sidste årti.
BTS er dog øjensynligt ikke begejstrede for udsigten til, at deres musik bliver eksileret i en lille regional kategori, fremfor at konkurrere med popmusikkens sværvægtere om hovedpriserne.
I en fælles udtalelse, som hver af gruppens syv medlemmer har delt på Instagram, lyder det: »Vi har besluttet os for ikke at indsende vores musik til Grammy-uddelingen i år. Vi håber, at vores musik kan blive hørt og elsket for det, den er, fremfor at blive opdelt efter region eller sprog«.
Næste års Grammy-uddeling afholdes den 7. februar 2027. Indsendelsesfristen åbnede den 7. juli og lukker den 28. august.
