Årets Emmy-nomineringer er ude, og mens Soundvenues filmredaktør allerede har givet overblikket over tv-prisens vigtigste kategorier, er der også nok at gå på opdagelse i som musikfan.
Blandt de nominerede finder vi nemlig op til flere musikstjerner, herunder Bad Bunny, Taylor Swift, Lady Gaga og Sabrina Carpenter.
Bad Bunnys omdiskuterede Super Bowl-optræden er nomineret i hele ni kategorier, hvilket ifølge Stereogum er en rekord for Super Bowl-halvlegsshows. Helt fortjent, må man sige.
Det drejer sig blandt andet om kategorierne Outstanding Variety Special (Live), hvor Bad Bunny er personligt krediteret som producer, samt Production Design for a Variety Special og Directing for a Variety Special.
Taylor Swifts koncertfilm ‘Taylor Swift: The Eras Tour: The Final Show’ er nomineret i fem kategorier, hvoraf popstjernen personligt kan modtage én af priserne, nemlig for Outstanding Variety Special (Pre-Recorded).
Desuden er Lady Gaga nomineret som co-writer af sangen ‘The Dead Dance’ til Netflix-serien ‘Wednesday’, mens Sabrina Carpenter skal konkurrere mod Taylor Swift i kategorien Outstanding Variety Special (Pre-Recorded) for sit arbejde på Disneys reboot af ‘The Muppet Show’.
Se alle nomineringerne via Emmy-uddelingens hjemmeside HER.
