Madonna og Michael Jackson er i Billboards top 10 – i 2026!

Madonna og Michael Jackson er i Billboards top 10 – i 2026!
Madonna i London. (Foto: Kevin Mazur/WireImage for Live Nation)

Man kan komme i tvivl om, hvilket årti – eller århundrede! – vi befinder os i, når man ser, at Madonna topper Billboards top 200-liste med sit nye album ‘Confessions II’. Ikke mindst fordi hun har selskab af Michael Jacksons ‘Thriller’ i top 10. Det skriver Billboard selv.

Det er første gang i 25 år, at de to figurerer samtidig i listens top 10. Dengang skete det i december 2001, hvor Madonna havde sin greatest hits-opsamling ‘GHV2’ med, mens Michael Jackson var aktuel med albummet ‘Invincible’.

Det er da heller ikke uden grund, at Madonna er strøget direkte ind på førstepladsen med ‘Confessions II’. Foruden hendes evige popularitet, er det ifølge Soundvenues Rasmus Weirup et ganske fremragende album, som han giver fem stjerner og kalder »det mest gribende album, Madonna har udgivet i mindst 20 år«.

Madonna får dermed også mulighed for at prale af, at hun har haft et album på Billboards førsteplads fordelt på hele fire årtier – faktisk er hun den første kunstner i 2020’erne, der opnår netop den statistik. Det drejer sig om 80’erne, 00’erne, 10’erne og altså nu 20’erne.

Michael Jacksons musik har som bekendt oplevet en gigantisk stigning i popularitet over de seneste måneder i forbindelse med udgivelsen af den stormombruste film ‘Michael’, der har splittet anmeldere, men betaget publikum og er blevet den bedst sælgende musik-biopic nogensinde.

Netop biopic-genren er ikke ukendt for Madonna, der skal medvirke i den kommende anden sæson af Apple TV’s hitserie ‘The Studio’. Her kommer plottet delvist til at dreje sig om popstjernens egne udfordringer med at få filmatiseret sit liv. Et sådant projekt var nemlig på vej med Julia Garner i hovedrollen, men blev skrottet af Universal i 2023.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af