‘Confessions II’ er det mest gribende album, Madonna har udgivet i mindst 20 år
ALBUM. Det mest afslørende øjeblik på Madonnas nye samling af bekendelser er afslutningsnummeret ’L.E.S. Girl’, en lille, skrøbelig coming of age-vignet, hvor popikonet med erfaringstung melankoli ser tilbage på sin egen ungdom, dengang hun blot var en »Lower East Side girl / Lost in a fragile world«, som det lyder i omkvædet.
»He played guitar on St. Mark’s Place / Had a Marlon Brando face / Painted nails the same shade as his boots / Bleach blonde dirty roots«, synger hun over en drømmende guitarfigur, hendes stemme så øm og fyldt med varme, at man kan mærke, at minderne har vakt gløden af den ungdommelige forelskelse til live igen.
Jeg blev i første omgang skuffet, da det stod klart, at popmusikkens største hamskifter, dronningen af fornyelse, der i årtier har genopfundet sig selv igen og igen, havde begået noget så bagstræberisk som en sequel til hitalbummet ’Confessions on a Dance Floor’ fra 2005.
Men ’L.E.S. Girl’ viser, at ’Confessions II’ ikke er en retræte fra fornyelsen, så meget som det er en koncentreret undersøgelse af fortiden, af erindring, af selve det at mindes. På den måde har Madonna måske undergået karrierens mest uventede og modige hamskifte og trådt i karakter som det, hun aldrig har været før: nostalgiker.
Hvis albummet havde vist sig at være en direkte forlængelse af ’Confessions on a Dance Floor’, havde det dog også været til at forstå, for guderne skal vide, at 2010’erne var en svær tid at være Madonna-fan.
2012’s ’MDNA’ og 2015’s ’Rebel Heart’ begik begge den absolut værste synd, et Madonna album kan begå: at være kedeligt og generisk. Og selvom jeg er på referat som verdens måske eneste forsvarer af 2019’s eksperimenterende, verdensmusik-inspirerede ’Madame X’ – et album, som efter min mening har masser af hjerte og mod – vil jeg da gerne medgive, at det også er lidt af et rod.
Ingen ville kunne bebrejde Madonna for at vende tilbage til det sidste album, som alle kan blive enige om at elske.
Med få undtagelser – ikke mindst det eksplosive, synth-brusende højdepunkt ’Bizarre’ – klinger ’Confessions II’ dog ikke synderligt af etterens neonfuturistiske storskærmsdisco. I stedet sender Madonna kærlige nik til en overraskende bred vifte af centrale lyde fra sin vidtrækkende karriere.
Den tranceinducerende ’One Step Away’ er som taget direkte ud af ’Ray of Light’, med hvilket den deler sin søgende, spirituelle længselsfuldhed og sine ufatteligt smukke, krystalklare vokaliseringer – en side af Madonnas stemme, vi ikke har hørt i flere år.
’Read My Lips’ er en hjertesorgsramt udgave af den sommerferiepop, der har været en konstant i hendes karriere siden ’La Isla Bonita’, og som her kommer til udtryk i form af en lille drømmeverden, der på geografisk ukonkret vis kombinerer spansk guitar og kastagnetter med akvatiske reggaeton-rytmer og mariachi-trompeter.
Mest af alt vækker ’Confessions II’ dog minder om 1992’s ’Erotica’. Det skyldes lyden, der er domineret af pulserende house og skeletspinkel triphop, men det skyldes i høj grad også albummets melankolske grundstemning.
’Erotica’ har et misforstået ry som et ultrahedonistisk sexalbum, men i virkeligheden er det en sorgfuld skildring af kærlighedens håbløshed i en tid, hvor natklubben og soveværelset var hjemsøgt af AIDS-epidemien, der fuldkommen havde raseret den newyorker-scene, Madonna var en del af.
Samme melankoli præger ’Confessions II’. Det gælder måske mest åbenlyst triphop-ballader som ’Fragile’, ’Betrayal’ og ’The Test’, hvor Madonna reflekterer over sit komplicerede forhold til henholdsvis sin bror, sin stedmor og sin datter. Men det gælder også en sang som ’Danceteria’, en standhaftig dansegulvshymne af en hyldest til den natklub, hvor Madonna spillede sine første koncerter.
Ganske passende interpolerer hun Lou Reeds ’Walk On the Wild Side’, for ligesom den sang er ’Danceteria’ et sprællevende karaktergalleri, et mausoleum for de excentrikere, der gjorde Madonna til den, hun er. Især ét navn træder frem: Kunstneren Martin Burgoyne, Madonnas roommate og bedste ven, der døde af AIDS som blot 23-årig.
’Confessions II’ lander et interessant sted i et post-’Brat’-landskab, hvor dansemusikken i høj grad er beskidt, fandenivoldsk og hedonistisk. Madonnas dansegulv er det modsatte: følsomt, eftertænksomt og melankolsk, men frigørende ikke desto mindre.
Kort sagt:
Mere end en direkte forlængelse af ‘Confessions On a Dance Floor’ er ‘Confessions II’ en udforskning af erindring og nostalgi, hvor Madonna kigger tilbage på den, hun var – og på de mennesker, der har gjort hende til den, hun er. Resultatet er det mest gribende album, Madonna har udgivet i mindst 20 år.