Roskilde Festival: Snuggle gav publikum det kram, de havde brug for

Roskilde Festival: Snuggle gav publikum det kram, de havde brug for
Snuggle på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)

KONCERT. Der er noget næsten helligt over den første koncert på Roskilde Festivals sidstedag. Folk er udmattede, tømmermændsramte, og måske har bluesen allerede ramt – så opgaven for de optrædende kunstnere er oftest af en helende, rensende art. 

På papiret er københavner-duoen Snuggles støvede slackerrock en introvert størrelse, og derfor var det spændende, om de kunne hanke op i Roskilde-zombierne i en sådan grad, at vi vågnede til dåd. Da de for to år siden spillede til festivalens First Days, kæmpede de med lydproblemer, men også bare med at komme ud af soveværelset. Heldigvis havde de i år taget både trommeslager, bassist og en skudefuld energi med sig.

Snuggles kerne er de to guitarister og sangere Andrea Thuesen og Vilhelm Strange, der begge er velbevandrede på den danske undergrundsscene, som dele af henholdsvis Baby In Vain og Liss. Hypen omkring sidste års debutplade ‘Goodbyehouse’ har været stor, og mange var mødt op tidspunktet taget i betragtning.

Snuggle på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)
Snuggle på Roskilde Festival. (Foto: Malene Vinge/Soundvenue)

Alt spillede heldigvis fra start af. Guitarerne lød eminente, rytmesektionen var livlig og vokalerne underskønne og kælne. Numre som “Sun Tan” og ’Marigold’ tidligt i sættet sendte varmebølger ud over os, og det føltes som et stort kram. Og ligesom musikken begyndte at føles som en tung dyne, beviste Snuggle med ’Dissolve’ og dens kør-hurtigt-i-bil-tempo og rockede guitarriff, at de nemt spiller på flere tangenter.

Thuesen satte også guitaren til side for en stund under ’Water in a Pond’ for at agere decideret frontkvinde midt på scenen. Min frygt for at koncerten skulle blive indadvendt og i værste fald kedelig blev heldigvis modbevist. 

“Playthings” måtte startes hele tre gange, da to mennesker uafhængigt af hinanden besvimede, men både publikum og band var hurtigt opmærksomme. Alle blev mindet om at tage en tår vand fra scenen. Den slags omsorg herskede under hele teltdugen, en kærlig energi – som om vi alle var gode venner. 

Koncerten var som stor omfavnelse, der kulminerede med to af gruppens bedste sange, ’Woman Lake’ og ’Dust’. Snuggle lykkedes i den grad med at puste liv og glæde i publikum. Man kunne ikke have ønsket sig en meget bedre start på dagen.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.

Snuggle. Koncert. Roskilde Festival, Lagune.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af