Det er tre år siden, Travis Scott udgav sit seneste album ‘Utopia’, og man skal nok ikke forvente en opfølger lige med det første.
Rapstjernen har nemlig godt gang i skuespilskarrieren for tiden. Disse dage kan han opleves som skjald i Christopher Nolans ‘The Odyssey’, og om nogle måneder kan han opleves over for Owen Wilson i festivalkomedien ‘Rolling Loud the Movie’.
Men han arbejder disse dage på at finde en ny lyd til en ‘Utopia’-opfølger. Det afslører han i et stort interview med Variety i anledning af netop ‘The Odyssey’-rollen.
Ifølge interviewet lytter Scott for tiden til »en bred vifte af indflydelser«. Blandt det knap så overraskende finder vi genrefællen Don Toliver og de ligeledes vokaleffekt-begejstrede futurister i Daft Punk.
Det er heller ikke det mest uventede i verden, at han lytter til George Clintons funkgruppe Parliament, der jo i mange årtier har været en populær samplekilde for hiphopkunstnere. I lidt lignende tråd bliver neosoul-ekvilibristen Raphael Saadiq også fremhævet.
Men der er åbenbart også noget rockmusik på Scotts playliste for tiden. Ifølge interviewet lytter han nemlig både til Oasis og Van Halen som inspiration. Sidstnævnte bliver fremhævet for deres »mega-omkvæd og hårde basgange«.
Interviewet afslører også, at han bærer rundt på sangene fra ‘Utopia’-opfølgeren på en iPod. Så selvom albummet næppe er lige om hjørnet, er der altså kommet nogle indspilninger ud af det allerede.
Scott snakker også om sine planer for at udvikle sine koncerter: »Jeg tænker, ok, jeg er nødt til at fordoble min indsats for at skabe noget, der kan nå personen allerbagerst i arenaen. Hvordan kan jeg nå dem lige så effektivt som personen lige ved siden af mig? Det er det, jeg har gang i – at løfte mine shows til et teaterformat«.
»Følg med, for at se hvordan det kommer til at ske. Det var meningen, at ‘Utopia’ skulle være et teaterstykke. Jeg vil bringe sande oplevelser tilbage, før de tager dem alle sammen ned og gør dem digitale«, fortsætter Scott.
Hvis man vil høre Scotts seneste musikalske output, er det netop en sang til ‘The Odyssey’, som han har lavet sammen med James Blake og komponist Ludwig Göransson. Sangen hedder ‘When I’m Home’ og kan potentielt indbringe Scott en Oscar.
»Jeg har stadig brug for en Grammy, men jeg ville elske at tage en Oscar med hjem«, fortæller han i interviewet. »Det ville være sejt«.
