Phoebe Bridgers forklarer, hvorfor hendes nye album tog seks år at lave

Phoebe Bridgers forklarer, hvorfor hendes nye album tog seks år at lave
Phoebe Bridgers. (Foto: Playground)

Hele seks år skulle der gå, før vi med det nye album ‘Lost Weekend’ fik en opfølger til Phoebe Bridgers nyklassiker ‘Punisher’ fra 2020.

Det er lang tid, når man hører til blandt sin generations mest hypede stemmer og har alle incitamenter til at smede, mens jernet er varmt. Men nu har den indflydelsesrige sanger og sangskriver ikke desto mindre forklaret årsagen til den lange ventetid.

Det skete under en Q&A-session i forbindelse med et lytteevent på en rulleskøjtebane, hvor Bridgers og 200 fans skøjtede rundt, mens de lyttede til det nye album (»jeg tænkte, det ville være interessant at lytte til triste, langsomme sange, mens vi stod på rulleskøjter«, udtalte hun i den forbindelse, og ja, hvorfor ikke?)

På rulleskøjtebanen spørger en fan ifølge NME ind til de seks år mellem ‘Punisher’ og ‘Lost Weekend’, og årsagen viser sig at være den samme som årsagen til, at der i en uge har ligget en stor bunke vasketøj på mit gulv.

»Jeg ville virkelig gerne lave noget, og jeg blev ved med at booke studietid og så udskyde det … og booke studietid og så udskyde det, og så udskyde det igen. Jeg valgte i stedet bare at tage seks måneder fri, før jeg vendte tilbage. Så dette album tog en evighed. Hvilket er fantastisk«, siger hun med vanlig ironisk sans.

Det var dog aldrig hensigten, at der skulle gå så længe: »Jeg elskede ikke alt ved at være væk«, som hun selv formulerer det.

Det er ikke desto mindre svært at nægte, at albummet har været ventetiden værd: »Resultatet er et smukt, uperfekt album, der vokser ved hvert eneste nye lyt«, skriver Soundvenues anmelder i en femstjernet anmeldelse.

Se Bridgers stå på rulleskøjter herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af