Phoebe Bridgers tackler både død og stormende forelskelse på ‘Lost Weekend’
ALBUM. Phoebe Bridgers’ første soloalbum i seks år starter til en begravelse. Hendes fars begravelse.
»Crying in a suit and tie / But you should see the other guy / One more time for old time’s sake / I’ll watch him get carried away«, synger hun med en for hende usædvanligt fremmedgjort og vocoder-manipuleret vokal, inden hun på vanlig galgenhumoristisk manér lykkes med at sidestille billedet af farens kiste, der bæres væk, med et minde om Bridgers selv, der crowdsurfer under en koncert.
»I dive into the crowd / and they never let me hit the ground / Way beyond the barricade / Ohio, carry me away«.
Netop faren, og ikke mindst Bridgers konfliktfyldte forhold til ham og hans død, er et af hovedtemaerne på et album, der langsomt væver et større billede ud af det, der føles som en række ofte korte snapshots af sangskriverens (følelses)liv gennem de seneste seks år.
En fragmenteret tilgang, der også går igen i albummets lyd og produktion. For selvom Bridgers’ musik altid har leget med desorienterende og atmosfæriske valg, får de på ‘Lost Weekend’ mere frit spil end nogensinde før. Og mens forgængeren ’Punisher’ bød på formfuldendte sange og store crescendoer, føles dette album ofte som en mere spraglet collage af følelser, hvor flere sange opløser sig uventet, skifter brat sonisk retning eller ender helt abrupt.
Dog stadig altid med det skarpe lyriske miks mellem knusende tragedie, nøgterne betragtninger og deadpan humor, der har gjort Bridgers til en af sin generations stærkeste sangskrivere.
Som på ‘Still Standing’, hvor forholdet til faren bearbejdes gennem rå og usminkede barndomsminder. »I found her bleeding over the sink / But when you said sorry, you were looking at me«, lyder det, inden sangen alligevel slutter med en form for tvetydig accept:
»I can’t imagine you dead / But you are every day / Thank you for everything«.
Eller på ‘The Governor’s Waltz’, der starter med den jokende popkulturelle sammenligning »I was the belle at The Governors Ball / Hiding in the bathroom like Shelley Duvall« og ender som en hjerteskærende beskrivelse af et parforhold (med skuespilleren Paul Mescal) i total opløsning: »Let’s see how long we can go without talking« synges der, inden kniven virkelig stikkes ind med ordene »You deserved better / You wanted me«.
Breakups og dødsfald er dog ikke de eneste tematikker på albummet. For siden vi sidst så hende, er Phoebe Bridgers også blevet forelsket i komikeren Bo Burnham, der går igen under navnet Bobby i flere af albummets sange. Ikke mindst i den opløftende og 90’er-poprockede ‘Bobby’, hvor Bridgers ligefrem tillader sig at drømme om sin helt egen lykkelige slutning med spørgsmålet: »I don’t know if I can make it tonight / but what are you doing the rest of my life, Bobby?«.
En for Phoebe Bridgers nærmest euforisk og uvant optimistisk kærlighedserklæring, der bliver sunget med den helt rette inderlige længsel over en mur af guitarer og klirrende banjo.
Og en sang, der sammen med blandt andet singleforløberen ‘Lost Boys’ er et af de få oplagte hits på et smukt, men også uperfekt album, der, noget atypisk for 2026, nærmest skinner mere som en samlet helhed end som enkelte sange.
‘Lost Weekend’ er nemlig ikke et album, hvor tingene falder i hak ved første lyt. I stedet er det et af den slags album, der vokser i takt med, at du som lytter lever med sangene og lærer dem at kende. En slags musikalsk og lyrisk skattekiste, hvor der hele tiden er en ny følelse eller tekstbid, der bare venter på at blive opdaget.
Det er nemlig i sidste ende Bridgers’ fantastiske tekster, der udgør albummets altopslugende tyngdekraft og sørger for, at hver enkelt sang langsomt brænder sig fast på den indre nethinde længe efter, at de sidste tvetydige ord er sunget.
»We’re gonna be alright, me and you / You love me, and I won’t ever let you forget / Not yet«. En perfekt destillering af albummet og Phoebe Bridgers’ evige balancegang mellem håb og snigende fortvivlelse.
Kort sagt:
På sit første soloalbum i seks år væver Phoebe Bridgers små snapshots – om alt fra farens død til breakups og stormende forelskelse – sammen til et smukt billede af hendes liv. Lydbilledet er uforudsigeligt, fragmenteret og mere spraglet, end vi er vant til fra hendes kant, men hendes skarpe tekster og tørre galgenhumor står til gengæld stærkere end nogensinde før. Resultatet er et smukt, uperfekt album, der vokser ved hvert eneste nye lyt.
‘Lost Weekend’ udkommer fredag 14. august.