The Minds of 99 slipper endnu en single fra kommende album – lyt til ‘9mm’

The Minds of 99 slipper endnu en single fra kommende album – lyt til ‘9mm’
The Minds of 99. (Foto: Oliver Knauer)

I marts udgav The Minds of 99 deres første single i tre år, ‘Dét der udenfor’, og nu har bandet sluppet endnu en sang fra deres kommende album.

Denne gang drejer det sig om ‘9mm’, som ifølge en pressemeddelelse i flere uger har været efterspurgt blandt fans på sociale medier. Som noget nyt var det bassist Asger Wissing, der »antændte startgnisten til sangen«.

Ligesom ‘Dét der udenfor’ har vi at gøre med en forfriskende live-i-rummet-produktion, der står i kontrast til mange af de storslåede sange på The Minds of 99’s seneste album, ‘Infinity Action’ fra 2022.

Det bliver spændende at se, om stilen fortsætter på resten af bandets femte album, der indtil videre går under arbejdstitlen ‘Sjælens Alkymi’. Pressemeddelelsen nævner ikke noget om, hvornår albummet udkommer.

The Minds of 99 har netop afsluttet en travl sommer med en lang række festivalkoncerter. I foråret var Niels Brandt og co. desuden på arenaturné, hvor de blandt andet spillede hele fire koncerter i Royal Arena.

Om den første i rækken skrev Soundvenues Louis Raaschou blandt andet, at bandet viste »det nødvendige mod til at overraske og udvikle sig og mindede os om den rå energi, de for over et årti siden brød igennem med«.

Lyt til den nye single ‘9mm’ herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af