Det klæder Pil at lade sig forføre af Kind Mod Kind på ‘Jeg mener det stadig’

Pludselig står det klart, hvor god en sang det faktisk er.
Det klæder Pil at lade sig forføre af Kind Mod Kind på ‘Jeg mener det stadig’
Pil og Julius Amdisen fra Kind Mod Kind. (Foto: Benjamin Krog)

TRACK. Det mest overraskende ved, at Pil og Kind Mod Kind nu har udgivet en sang sammen, er, at det ikke er sket før. 

Begge er blandt de allermest succesfulde børn af den bølge af ultramelankolsk, elektronisk popmusik, som Medina i sin tid introducerede. »Jeg står her tilbage i blå ocеaner«, lyder det i omkvædet til ’Jeg mener det stadig’, nærmest som en opsummering af Pil og Kind Mod Kinds fælles univers. 

Grundtonen er hjertesorg, og følelserne flyder afsted som drivtømmer på den ulykkelige kærligheds blå ocean. Love isn’t easy, som Kind Mod Kind engang formulerede det. Det er den stadig ikke på ’Jeg mener det stadig’. 

»Hvis bare du havde en anden i tankerne derinde / Var det et problem, vi ku’ løse sammen«, synger Pil i første vers. Der skal alligevel meget til, før man tænker, at det ville være at foretrække, hvis ens kæreste var forelsket i en anden. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selvom ’Jeg mener det stadig’ lyder som produktet af to kunstnere, der langt om længe sætter blomster i hinandens vaser, blotlægger sangen dog også deres forskelle. 

For godt nok har Pil måske nok flirtet med klubmusikken, men hun har haft tendens til at at lade det blive ved atmosfæren, ved den afventende, spændingsopbyggende puls, mens det store euforiske klimaks altid er blevet holdt ud i strakt arm.

Det klæder hende usigeligt at lade sig forføre af Kind Mod Kinds tungere og mere kropslige univers. 

Præcis hvor stor Kind Mod Kinds intervention har været, ved vi endda ret præcist, for ’Jeg mener det stadig’ er ikke en ny sang. Den er allerede at finde på Pils seneste album, ’Ikk gi dig selv væk før du føler dig hjemme’, hvor den bliver serveret som en fuldkommen ambient ballade. 

I sin oprindelige form var sangen også smuk. Men det er først nu, at jeg rigtigt mærker den. 

Til dig, der kan lide: Medina. Østers og champagne (eller andre ting, der bare passer sammen). Hjertesorg, som kun danske popmusikere kan servere den. Når beatet dropper.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af