Stevie Wonder lod Royal Arena opleve verden, som han selv gør det
KONCERT. Det allerførste, der skete til Stevie Wonders tre timer lange koncert i Royal Arena, var, at han bad alle i publikum om at lukke deres øjne, mens scenen var indhyllet i mørke.
På den måde kunne vi opleve verden, som den blinde soullegende gør det. En verden, hvor man kan se skønhed gennem sine »ørers øjne«, som Wonder selv formulerede det.
Det forbandt os ikke blot til hovedpersonen, men fik os også til at spidse ører og lytte efter. Til at sætte pris på, hvor meget der foregik i lydbilledet, uden at vi skulle have konstant skiftende spotlys, eller at musikerne var nødsaget til at træde frem, når der var en solo.
Vi var samlet i Royal Arena for at fejre 50-året for Wonders magnum opus, ’Songs in the Key of Life’, som mod al logik udkom, da Stevie Wonder var kun 26 år gammel.
Sætlisten gjorde plads til samtlige 21 sange opført næsten i samme rækkefølge som på albummet – sangene fra ’A Something Extra’-ep’en blev spillet undervejs i stedet for til sidst, hvilket nok var et klogt valg. Det afslappede instrumentalnummer ’Easy Goin’ Evening’ er ikke ligefrem et oplagt klimaks.
Allerede fra starten var jeg slået af Stevie Wonders stemme. Den var lige så fløjlsblød som for 50 år siden, og da han faldt lidt over sine egne ord i andet vers af ’Joy Inside My Tears’, havde han opbygget så meget goodwill, at han kun blev mødt med jubel for at vise lidt menneskelig fejlbarlighed.
Særligt under albummets første halvdel lød han forbavsende godt, blandt andet med lidt legesyg frasering i andet vers af monsterhittet ’Sir Duke’. Sangen handler om, hvor vidunderlig en urkraft musik er. »They can feel it all over«, synger Stevie, mens han slynger om sig med referencer til de store jazzlegender, der gik forud for ham.
Stevie selv var omgivet af over 20 musikere, der havde den utaknemmelige opgave at erstatte de musikere, Wonder omgav sig med for 50 år siden, som i sig selv er gået over i historiebøgerne: Herbie Hancock, George Benson, Michael Sembello, Minnie Riperton, Deniece Williams.
Det er store sko at fylde ud, og alligevel måtte jeg måbe over, hvor godt det hele lød. Med så stort et ensemble frygtede jeg, at det ville blive for bragende og øredøvende, men musikerne gav hinanden utrolig god plads.
Selvom der var mange meter fra percussionisterne omme bagved til korsangerne oppe foran, havde de nærværende samspil på et nummer som ’Ordinary Pain’, hvor en række kvindelige korsangere skiftedes til at skælde Wonder ud, og hver linje blev leveret mere spydigt end den foregående.
Selv et så nørdet nummer som fusionsjazz-bangeren ’Contusion’ havde ingen problemer med at fængsle i en kæmpearena. Den osede af overskud og harmonisk sans i en grad, der kildrede i hele kroppen, uanset hvor tætpakket nummeret blev.
Men også når det blev alvorligt, kunne det mærkes. Et nummer som ’Black Man’ føltes som en ustandselig march for lige rettigheder, hvor vitterligt ingen af de igangværende musikere fik tid til at slappe af, mens der blev jammet løs i nummerets afsluttende minutter.
’Pastime Paradise’ blev styret af dramatiske strygere og en dunkel basgang, mens Wonders vokal emmede af tyngde. Og på ’Village Ghetto Land’, hvor han kun var akkompagneret af strygernonetten, ramte det hårdt, at hans 50 år gamle beretninger om marginaliserede randsamfund stadig er aktuelle.
Stedvist var der imponerende lysshows – den nærmest ’Star Trek’-kanaliserende belysning under ’Saturn’ var flot, og ditto var Vegas-beklædningen under ’Another Star’.
Men det, der vakte mest opsigt var den imponerende musikalitet, der var til stede i salen. Ikke kun fra Stevie, men fra alle musikerne.
Kort sagt:
Stevie Wonders tre timer lange albumoptræden i Royal Arena nærmest fløj afsted i selskab med afsindigt dygtige musikere, der ubesværet løftede den store opgave, det er at formidle samtlige sange fra et af soulhistoriens største mesterværker. De store musikalske oplevelser stod i kø.