De bedste gaver Besir Zeciri har givet – og fået: »Man skal give noget og ikke tænke på, hvad man får igen«

Det er en kunst at give gaver. Det kræver tid, tanker og overskud. Skuespilleren Besir Zeciri synes faktisk, han er god til det, men han har skullet øve sig på at give uden at forvente det store igen.
Besir Zeciri. (Foto: Cecilie Juel Olsen)

Det er den tid igen. Julen, hvor vi igen skal forsøge at balancere stress og eget forventningspres med gaver, der burde være andet end befriende flueben på en lang to-do-liste. Men hvad er en god gave egentlig?

Vi har søgt inspiration blandt nogle af dem, vi normalt har optur over i vores univers. I dag er det skuespilleren Besir Zeciri, der har fået sit bredere gennembrud i år, ikke mindst takket være rollen som Mads i gangsterdramaet ‘Kød og blod’, men også med sin medvirken i serier som ‘Alfa’, ‘Junglen’ og ‘Når støvet har lagt sig’.

»Det vigtigste er, at der er en tanke bag – at man har brugt lidt tid på at tænke over det – så skal det nok gå«, siger Besir om kunsten at give gaver. 

»Jeg havde en ven, som købte de dårligste gaver. Jeg havde næsten bare lyst til at smide det ud. Men det har min kæreste lært mig, at man ikke skal gå op i. Man skal give noget og ikke tænke på, hvad man får igen«, fortsætter han.

»Det har været lidt svært. Man vil også gerne have noget igen, men det er okay nu«.

Tegning og guldring

Besir ved til gengæld også godt, at han kan være svær at købe gaver til, fordi han ofte køber alt, hvad han gerne vil have selv.

»Det synes min kæreste er rigtig irriterende. Jeg kan ikke vente til jul«, indrømmer han og siger, at han heller ikke ved, hvad han skal ønske sig i år.

Han kæreste finder dog altid på noget alligevel. Hun er sindssygt god til at give gaver, siger Besir, og han har svært ved at vælge én, der har været den bedste, men en af dem fik han tidligere i år, da han blev 30.

Kærestens tegning af Besir.

»Hun havde købt rigtig mange gaver, men en af dem var en tegning af mig, som hun selv havde lavet. Det var så vildt lavet. Jeg vidste ikke, at hun kunne tegne så godt. Den ramte mig virkelig«, fortæller han om tegningen, som han selvfølgelig stadig har stående fremme.

En anden god gave var en guldring fra hans far. Han griner allerede ved tanken om historien.

»Han går også med guld, og det har jeg altid synes var sejt«, fortæller Besir.

Besirs guldring.

Han fik ringen, da han blev færdiguddannet skuespiller. Den havde hans initialer indgraveret og minder om en ring, faderen har med sine egne initialer.

»Den blev jeg sindssyg glad for«, husker Besir. »Det var så sjovt. Andre fra min klasse havde fået en Shakespeare-bog, og jeg havde fået en fucking guldring. Så ved man, at man er fra Vestegnen. Det var ret fedt«.

Kan ikke vente med at give gaverne

Når han selv skal købe gaver, sørger Besir for at være meget opmærksom. Som da han købte et par læderstøvler til sin kæreste, som han tidligere havde lagt mærke til, at hun var meget interesseret i, da de en dag havde været i Frederiksberg Centret. Hun fik dem i adventsgave.

»Dem blev hun rigtig glad for – og jeg var glad for, at jeg købte dem til hende«.

Faktisk fik kæresten dem før advent, nemlig allerede om fredagen, fordi Besir ofte køber gaver tidligt og så næsten ikke kan vente med at give dem.

»Det var næsten for tidligt, men jeg kunne ikke vente på, at hun skulle åbne gaven. Jeg prøver at blive lidt bedre«, siger han, men han kan godt lide at være i god tid, når han køber gaver, så det ikke ender med at blive en stressfaktor.

Det kunne vi nok alle sammen lære noget af.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af