Det kommende ‘Batman: Arkham Knight’, der lander til PS4, Xbox One og pc om en lille måneds tid, bliver det fjerde og sidste spil i Arkham-serien fra spiludviklerne Rocksteady og Warner Brothers Games.
Med alt det materiale, vi hidtil har set, så bliver det efter alt at dømme en heftig omgang i en (endnu) mørkere udgave af Gotham end i de tre foregående spil. I al fald er aldersgrænsen på ‘Arkham Knight’ sat til 17 år mod 13 for forgængerne, hvilket skyldes mere blod, bandeord og tortur.
Batman er i ‘Arkham Knight’ oppe mod en grum gruppe af skurke, heriblandt Two-Face, The Penguin, the Riddler, the Arkham Knight, Harley Quinn og Poison Ivy under Scarecrows ledelse. De vil indtage Gotham City og regere den som deres egen efter en full-on krig mod politiet og den kappeklædte kulthelt.
Begivenhederne i spillet finder sted et år efter seriens andet spil ‘Arkham City’. Det kommende spil introducerer en bad-ass Batmobil med tydelig inspiration fra filmuniversets ‘The Dark Knight’. Bilen kan hidkaldes og køres gennem Gothams gader, når missionerne kræver det. Derudover transporterer Batman sig tilsyneladende meget rundt ved at svæve gennem luften med sin kappe. Generelt er bevægeligheden i spillet større inden for det fiktive Gothams rammer.
På voice actor-fronten er der handlet stort ind: Fan-favoritten Kevin Conroy, der også lagde stemme til Batman i halvfemsernes animerede version, vender tilbage som Bruce Waynes alter ego i ‘Arkham Knight’. Prominente stjerner som Jonathan Banks, der bedre er kendt som Mike i ‘Better Call Saul’ og ‘Breaking Bad’, lægger stemme til James Gordon, Ashley Greene fra ‘Twilight’-sagaen lægger stemme til James Gordons datter Barbara og John Noble fra blandt andet ‘Ringenes Herre’ lægger bas-stemme til Scarecrow.
Spillets titelkarakter the Arkham Knight er ikke, som man måske skulle tro, en reference til Batmans pseudonym, men en ny karakter særligt udviklet til spillet. Han beskrives som en militariseret udgave af Batman selv, men meget mere er ikke sluppet ud om den nye karakter.
Senest har spiludviklerne sluppet en rå og gritty trailer, der ikke afslører synderligt meget om gameplayet, men opfordrer spillere til at gå selvtægtsvejen og omdanne sig selv til Batman ved at være uselvisk, målsat, modig og frygtløs. Traileren er instrueret af Jeff Cronenweth –filmfotograf på ‘The Social Network’ og ‘Gone Girl’ – og hans bror Tim, mens Nine Inch Nails står for underlægningsmusikken i form af deres ‘The Wretched’ fra 1999. Du kan se den nye trailer her:
Alt i alt, kan vi roligt afsløre, at vi glæder os.
Læs også: ‘GTA V’ går amok i flyvende chimpanser, der skyder med biler