Hvis du har lyst til at se dit hjem omdannet til et hjemsøgt helvedeshul befolket af uhyggelige væsner fra underverdenens skyggesider, giver et nyt mobilspil dig nu den mulighed. Du oplever invasionen af monstre gennem skærmen på din telefon og det kan naturligvis kun spilles om natten.
Spillet hedder ‘Night Terrors’, og indtil videre er det ikke andet end en modbydeligt god idé på crowdfundingsitet Indiegogo. Men hvis alt går, som det lige nu tyder på, og folkene bag når deres erklærede mål på 70.000 dollar til udviklingen af spillet, så kan det blive et af de første augmented reality-horrorspil til mobilen.
Augmented reality er en type teknologi, der tilføjer, fremhæver og interagerer med elementer fra virkeligheden. Mange tech-eksperter spår teknologien en stor fremtid, men hidtil mangler vi stadig at se den give mening i en brugbar sammenhæng.
Night Terrors går i al sin enkelthed ud på at redde en lille pige fra et smertefuldt endeligt i monstrenes hænder. Måden man gør det på, er ved at udnytte alle telefonens funktioner – kamera, skærm, mikrofon og alt det der – til at lokalisere hendes forpinte skrig og samtidig undslippe de ulækre skikkelser, der pludselig befolker dit hjem.
I og med det kun kan spilles om natten, er det eneste lys, du har til rådighed kameraets blitz og skærmens skær. Det får oplevelsen til at se meget autentisk og point of view-agtig ud, som var man kameramanden i den spanske gyserfilm ‘[REC]‘ fra 2007. Så det er nok en god idé at have et par rene underhylere klar i nærheden, hvis man giver sig i kast med ‘Night Terrors’.
Følg med på Soundvenue.com/tech, hvor vi fremover sætter fokus på digital kultur og ny elektronik.