Indielabels siger nej: Problemerne hober sig op for Apple Music inden launch

Der var kollektiv fanboy-rejsning, da Apple løftede sløret for deres musiktjeneste Apple Music ved konferencen WWDC i sidste uge. Men allerede inden streaming-skuden er blevet søsat, har de ramt skærene i det lave vand.

I går var det Justin Vernon fra Bon Iver – musikkens svar på brunt fløjl – der gav både Apple og Apple Music et ordentligt fur.

Og han er ikke alene med sin kritik. Den markante kritiker Bob Lefsetz kaldte i sidste uge Apple Music for »toast« – og ikke i betydning varm, sprød og fyldt med smeltet ost, men betydningen branket, uspiseligt brød.

Nu er det kommet frem, at ingen britiske indie-labels har skrevet under på en aftale med Apple. Deres primære kritikpunkt er, at Apple Musics tre måneders gratis prøveperiode vil taget brødet ud af munden på musikerne. Det beretter musik-lobbyorganisationen UK Music.

Hvis du nu tænker: »Britiske indielabels, who gives a fuck?«, så dækker indielabels over så veletablerede selskaber som XL Recordings og Domino, som har henholdsvis Jamie xx, Adele, Arctic Monkeys og Franz Ferdinand i stalden. Store navne, hvis fravær kan gøre det mere end svært for Apple at få tjenesten udover rampen.

Apple Music slår de virtuelle døre op 30. juni i over 100 lande, heriblandt Danmark. De kan selvfølgelig nå at lande aftaler med pladeselskaberne, men uanset hvad, er Apple Music kommet skævt ud af startboksen.

Læs også: Kommentar: Apples nye musikstreamingtjeneste virker ikke revolutionerende

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af